Agger bliver proppet med nye tiltag denne sommer
AGGER: I Agger går det godt!
Udsagnet kommer fra Rikke Friis Gade, der er en del af projektgruppen omkring Agger Fælledpark.
- Vi kan alle mærke, at der hele tiden kommer nye tiltag til byen, og det er dejligt for byens udvikling, og vi håber jo på, at det også kan lokke nye tilflyttere til byen.
- Nye caféer vinder frem, og til august kan man for første gang komme til festival, når Agger Darling og Krik Vig Camping åbner op for to dage med fuld musik, siger hun.
De seneste fem år har en projektgruppe arbejdet hårdt for at få en attraktiv legeplads i byen.
- Det har fra start været vores ønske, at den skulle kunne danne ramme om fællesskaber i byen, og at man vil benytte pladsen til sociale arrangementer, fortæller Rikke.
Og ved dette års sankthans kunne gruppen konstatere, at Agger nu har fået en plads, som rummer alt det, gruppen hele tiden har drømt om.
- Sankthans i år blev virkelig en succes og med masser af mennesker. At se alle børnene tage redskaberne i brug, hygge sig og danne nye venskaber. Al den tid, vi har brugt på dette projekt, lønner sig nu. Vi hører også fra institutionerne i Sydthy, at de ofte kører ud til Agger, så børnene kan få lov at bruge legepladsen, siger Rikke.
Indvielse af "Vores Sted"
Sidste år indviede foreningen anden etape af aktivitetspladsen i Fælledparken med indretningen af ”Vores Sted”.
Den er målrettet de lidt større børn og blev doneret af Realdania.
Og netop det område er blevet rost meget samt pladsens nye bålsted.
"Vores Sted" blev indviet sidste år, og i år holder Agger Fælledpark åbent hus 6. september klokken 12-16, hvor alle er velkommen. Realdania støtter arrangementet med et beløb, så der bliver mulighed for at hygge lidt ekstra om dem, som dukker op, lyder det fra Rikke.
Nye tiltag i støbeskeen
Denne sommer kommer der til at ske nye ting på pladsen.
Sidst på sommeren bliver der etableret en rutsjebane med støtte fra Nykredits fond samt en karrusel, som er sponseret af Nordea Fonden.
Derudover er frivillige i gang med at sætte et stakit op ud mod Rubyvej, som er sponsoreret med lokal støtte.
- Det er meningen, at vi på stakittet skal have en sponsortavle, hvor vi får takket dem som gennem tiden har støttet projektet, siger Rikke og fortsætter:
- Vi er alle i projektgruppen fuldstændig målløse over, at det har kunnet lade sig gøre at søge så mange midler ind, så vi i år kan stå med så fantastisk en park til gavn for alle både ældre, børn og unge, det er vi enormt stolte over. Vi vil gerne takke alle dem, som på den ene eller anden måde har støttet op om projektet indtil videre.
Agger Fælledpark har sin egen Facebook-side, hvor man kan følge med i udviklingen.
Indtil videre har gruppen 647 følgere.