Seneste nyt
Billede beskrivelse

Festival trækker musikere til i rekordantal

12. august 2026 kl. 11.47

VESLØS: Det nordvestlige hjørne af Danmark er fortsat et attraktivt rejsemål for unge musikere med passion for kammermusik. 

Thy Kammermusikfestival har gennem mere end 30 år tiltrukket talentfulde musikere fra hele verden, men interessen har aldrig været større end i år, skriver festivalen i en pressemeddelelse.

Hele 95 musikere søgte om at deltage i årets festival, der finder sted fra 13. til 23. august. Det er markant flere end tidligere år, og arrangørerne har derfor måttet afvise langt de fleste ansøgere. 

Kun 15 musikere er blevet udvalgt til at deltage i festivalens ensembler og koncerter.

Deltagerne er mellem 20 og 31 år og kommer fra 12 forskellige lande fordelt på fire kontinenter. De fleste er sidst i deres musikuddannelse eller har allerede afsluttet den, men ønsker at udvikle sig yderligere gennem arbejdet med kammermusik.

Lærer og elev spiller side om side

Under festivalen bor, øver og optræder de unge musikere sammen med fem internationale professorer fra konservatorier i Frankrig, Belgien og Tyskland.

Ved koncerterne spiller lærere og elever side om side – en arbejdsform, der har været et særkende for festivalen siden begyndelsen.

- Det er noget, deltagerne virkelig sætter pris på. Samtidig er det også inspirerende for os som undervisere, fordi nogle af de unge er usædvanligt talentfulde. De udfordrer os med nye idéer, og nogle gange må vi erkende, at deres løsning faktisk er bedre end vores egen. Det er en vigtig del af den gensidige læring, siger festivalens kunstneriske leder, den amerikansk-franske fløjtenist Craig Goodman.

Mødet med Thy gør festivalen særlig

Ifølge Craig Goodman er det dog ikke kun musikken, der gør Thy Kammermusikfestival til noget særligt.

Festivalen drives i høj grad af en gruppe frivillige, som tager sig af alt det praktiske omkring musikernes ophold og koncerterne.

- De fleste af de frivillige er ikke musikere, men de er nysgerrige mennesker med stor lokal viden og et ønske om at møde mennesker fra hele verden. Det skaber nogle helt særlige møder, som deltagerne husker længe efter, siger han.

Han fremhæver den polske klarinettist Piotr Thieu Quang, der til daglig er soloklarinettist i Det Polske Radioorkester og i år deltager i festivalen for tredje gang.

- Piotr elsker at sætte sig med en kop kaffe og tale med de frivillige. Når mennesker med vidt forskellige baggrunde mødes på den måde, opstår der en særlig energi, som jeg håber, publikum også kan mærke ved koncerterne, siger Craig Goodman.

Høj kvalitet blandt ansøgerne

Blandt årets ansøgere var 12 tidligere deltagere. Fire af dem blev udvalgt igen, men tidligere deltagelse giver ingen fortrinsret.

Ifølge festivalledelsen var niveauet blandt ansøgerne usædvanligt højt, og der var mange flere kvalificerede musikere, end der var plads til.

Der er heller ikke i år danske deltagere blandt de 15 udvalgte.

Fakta om Thy Kammermusikfestival

  • Thy Kammermusikfestival – tidligere kendt som Thy Masterclass – blev etableret i begyndelsen af 1990'erne med idéen om at tilbyde unge internationale musikere et intensivt kursus og ophold i Thy uden for højsæsonen.

  • Festivalens kunstneriske leder er Craig Goodman. De øvrige professorer er violinist Annette von Hehn, cellist Alexander Gebert, pianist Daniel Blumenthal og bratschist Tony Nys.

  • Festivalen arrangeres af en frivillig forening med Aase Odfeldt som formand. Hun leder samtidig den gruppe frivillige, der står for den praktiske afvikling.

  • Festivalen afholdes fra 13. til 23. august med base på Bakkegaarden ved Vesløs, hvor musikerne bor og øver. I løbet af perioden opføres 15 offentlige koncerter på spillesteder i Thy, på Mors samt i Skive, Herning, Lemvig, Viborg, Hune ved Blokhus og Gug ved Aalborg. Derudover gennemføres skolekoncerter og særlige arrangementer for inviterede gæster.
Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste