Seneste nyt
Billede beskrivelse

Unge fra hele landet flytter til Thy for at gå i skole

12. august 2026 kl. 06.03

THY: Flyttekasser, senge og skriveborde blev slæbt ind på kollegierne i Klitmøller og Svankjær i weekenden. Her rykkede et nyt hold unge fra hele Danmark ind for at tage en toårig hf på Thy-Mors HF & VUC.

For mange af de nye elever var det ikke bare første dag på en ny uddannelse. Det var også første gang, de for alvor flyttede hjemmefra.

Billede beskrivelse

Det oplyser Thy-Mors HF & VUC i en pressemeddelelse.

I weekenden rykkede de nye elever på HF-Cold Hawaii, HF-Outdoor og HF-Imagine ind på kollegierne i Klitmøller og Svankjær.

Eleverne kommer fra forskellige dele af Danmark. Nogle har aldrig tidligere været i Thy, mens andre kender området fra ferier, sport eller fritidsinteresser.

Billede beskrivelse

Fælles for dem er, at de har valgt en ungdomsuddannelse, hvor undervisningen kombineres med blandt andet natur, fællesskab og aktiviteter knyttet til de enkelte hf-linjer.

Hos Thy-Mors HF & VUC glæder man sig over, at de unge ikke alene har valgt uddannelsen, men også flytter til Thy for at tage den.

Billede beskrivelse

- Vi er selvfølgelig glade for, at 90 elever har valgt at starte hos os. Men vi er også stolte over, at så mange unge aktivt vælger Thy som deres hjem de næste to år. De flytter hertil, bliver en del af lokalsamfundet og er med til at skabe liv i området.

Nogle bliver hængende i Thy

Ifølge skolen får opholdet i Thy for nogle af eleverne en betydning, der rækker længere end de to år på hf.

- Vi oplever år efter år, at mange af vores tidligere elever får et stærkt forhold til området. Nogle bliver boende efter deres uddannelse, mens andre vender tilbage senere i livet. De opdager de kvaliteter, som lokale måske tager for givet: naturen, fællesskaberne, pladsen og mulighederne.

Billede beskrivelse

Indflytningen i weekenden blev samtidig starten på elevernes nye hverdag.

Forældre og elever fra andet år hjalp med at få senge, skriveborde og flyttekasser på plads på kollegierne. Efter de sidste farvelkram blev fællesområderne fyldt med de nye beboere, som gennem aktiviteter skulle lære hinanden at kende.

Billede beskrivelse

For mange er det første gang, de står på egne ben væk fra familien. Til gengæld gør de det sammen med en lang række andre unge i samme situation.

De kommende to år skal eleverne både gå i skole og bo side om side. Her skal de dele hverdagen på kollegierne og samtidig blive en del af livet i Thy.

Billede beskrivelse
Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste