Seneste nyt
Billede beskrivelse

Thisted Bryghus kan vinde ny hæderspris: Nordjyderne afgør, hvem der går videre

07. august 2026 kl. 10.00

THISTED: Thisted Bryghus er kommet i fornemt nordjysk selskab.

Bryggeriet er sammen med Aabybro Mejeri og fiskeproducenten Launis indstillet til en ny hæderspris fra Coop, hvor medlemmerne skal udpege deres foretrukne lokale producent.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Coop.

Fra mandag 10. august kan Coops medlemmer i Nordjylland stemme på én af de tre producenter. Vinderen af den nordjyske afstemning går videre til en landsdækkende dyst om titlen som 'Medlemmernes favorit'.

Den nye pris skal sætte fokus på danske producenter og lokale fødevarer.

- Vores medlemmer siger klart, at de ønsker mere fokus på danske og lokale fødevarer. Derfor laver vi nu en ny hæderspris, hvor medlemmerne vælger den danske producent, de vil kåre som ’Medlemmernes favorit’, siger Annette Jorn, administrerende direktør i foreningen Coop amba, i pressemeddelelsen.

Coop har udvalgt i alt 21 producenter - tre fra hver af syv landsdele. Ifølge foreningen er producenterne blandt andet blevet valgt på baggrund af deres lokale rødder, håndværk og historier.

Den regionale afstemning løber fra 10. til 30. august. Herefter går vinderne fra hver landsdel videre til den landsdækkende afstemning, der finder sted fra 21. september til 18. oktober.

Den endelige vinder bliver offentliggjort 26. oktober og får blandt andet mulighed for at markedsføre sig med hædersprisen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste