Mors-Thy forstærker truppen med ny højre back
NYKØBING MORS: Skadessituationen i Mors-Thy Håndbold har fået klubben til at handle hurtigt.
Den 33-årige højre back Jonatan Mollerup er hentet ind og har indgået en aftale for resten af året.
Det skriver Mors-Thy Håndbold A/S i en pressemeddelelse.
- Det er gået hurtigt. Jeg savnede håndbolden og havde ikke et sted at spille, og samtidig er Mors-Thy Håndbold ramt af skader. Så kunne jeg træde til her. Jeg har trænet med de sidste par dage, og det har været godt. Som spiller er jeg det, man kan kalde en allroundtype – måske lidt tungere i det end de hurtige, vævre spillere, som der er en del af her, siger Jonatan Mollerup og fortsætter:
- Jeg glæder mig til at komme i gang med kampene og særligt på hjemmebane. Mors-Thy Håndbold er et forfærdeligt sted at spille som udehold, så jeg håber, at det ligeledes er et dejligt sted at spille som hjemmehold. Jeg har en stor forventning om, at det bliver rigtig godt.
Mors-Thy Håndbold har blandt andet hentet den rutinerede højre back ind som følge af Gustav Sunesens længerevarende skadespause.
- Vi er enormt glade og stolte over, at det er lykkedes os at indgå en aftale for resten af året med rutinerede Jonatan Mollerup på højre back. Med stortalentet Gustav Sunesen ude i flere måneder, med mange småskavanker i truppen og minimum 22 kampe inden årsskiftet har vi følt os nødsaget til at handle. Mollerup kommer senest fra storsatsende HØJ og har i sin tid i SAH spillet flere europæiske kampe. Han er meget dynamisk med et rigtig godt skud fra distancen og er stærk i defensiven, lyder det fra Ian Marko Fog.
Han sender samtidig en stor tak til Mors-Thy Håndbolds partner Jesperhus, som har været med til at gøre skiftet muligt.
Jonatan Mollerup er allerede med i truppen, når Mors-Thy Håndbold møder TMS Ringsted på udebane i Slagelse.