Seneste nyt
Billede beskrivelse

Thybo hædres som Årets Folkehjælper

22. september 2026 kl. 06.01

THY: Dansk Folkehjælp har udpeget Årets Folkehjælper 2026. 

Prisen går til økonom, forsker og forfatter Birthe Larsen for hendes markante bidrag til debatten om økonomisk ulighed og social mobilitet.

Det skriver Dansk Folkehjælp i en pressemeddelelse.

Birthe Larsen (f. 1966) er vokset op i Thy og oplevede allerede i barndommen udfordringerne ved at vokse op under små kår. I dag er hun debattør, forfatter og lektor i økonomi på CBS. 

Hun var fra 2018 til 2022 leder af det tværfaglige forskningssamarbejde CBS Inequality Platform og har en mastergrad i økonomi fra London School of Economics samt en ph.d. fra Københavns Universitet.

Hun er desuden forfatter til bogen ’Hvorfor stiger uligheden – og hvad gør vi ved det?’, der er anerkendt som et væsentligt og nuanceret bidrag til samfundsdebatten om den voksende ulighed mellem befolkningsgrupper i Danmark.

Hvert år uddeler Dansk Folkehjælps organisationsbestyrelse prisen Årets Folkehjælper til en person, som har ydet et særligt bidrag inden for organisationens virkeområde. 

I år blev prisen uddelt på Dansk Folkehjælps årsmøde 19. september i Middelfart.

Dansk Folkehjælps organisationsbestyrelse begrunder valget med Birthe Larsens markante og vigtige bidrag til den offentlige debat om økonomisk ulighed og social mobilitet.

Lars Andersen, formand for Dansk Folkehjælp og direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, udtaler:

- Birthe Larsen har med afsæt i sin forskning formået at formidle de komplekse sammenhænge mellem ulighed, fattigdom og samfundsudvikling på en nuanceret og tilgængelig måde. Hendes stemme og forskning har og har haft afgørende betydning for erkendelsen af, at der findes fattigdom i Danmark, og at den ikke går væk, bare fordi vi tier stille. Birthe Larsen spørger i sin bog, hvad vi gør ved den stigende ulighed og har nogle bud, som alle, der arbejder med samfundsudvikling, bør kende.

I Birthe Larsens seneste bog, ’Hvorfor stiger uligheden – og hvad gør vi ved det?’, står en pointe klart: Der skal gøres noget ved uligheden, ellers risikerer samfundet at miste tilliden mellem mennesker og dermed tilliden til fællesskabet.

- Med sin forskning i ryggen og sin egen usikre barndom som personlig empiri, er Birthe Larsen den vigtigste stemme, vi overhovedet kan lytte til i disse år. For det handler dybest set om økonomi. Hvordan vi fordeler og omfordeler for at sikre, at vi er der for hinanden og med hinanden i fællesskabet, understreger Lars Andersen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste