Billede beskrivelse

Steven fra Thyholm tog stikket hjem i løvehulen – Morten Larsen faldt for mordgåder

20. marts 2026 kl. 06.03

THYHOLM: Det danske spilfirma Cold Case Zero, der udvikler fysiske mordgådespil, hvor deltagerne sammen arbejder sig gennem beviser, afhøringer og spor for at opklare en sag, deltog torsdag aften i tv-programmet Løvens Hule for at tilbyde ”løverne” at få 10 procent af selskabet for en investering på 350.000 kroner.

Bag Cold Case Zero står vennerne Steven Feraru, der er født og opvokset på Thyholm, og Benjamin Kloster, der har udviklet mordgåderne ud fra en ambition om at samle mennesker om fængende historier.

Billede beskrivelse

- Hele ideen opstod, fordi vi ville skabe et hyggeligt “fælles tredje” i stedet for bare at mødes og snakke om det, vi hver især har oplevet siden sidst. Jeg ville skabe en ramme, hvor samtalen opstår naturligt, fordi man deler en fælles opgave, siger Steven Feraru.

Cold Case Zero er inspireret af true crime-universet og giver deltagerne rollen som efterforskere i en mordgåde. Spillene består af sagsmapper med dokumenter, afhøringer, billeder og skjulte spor, som spillerne analyserer for at finde gerningspersonen.

Konceptet har siden lanceringen ramt bredt og bruges i dag til alt fra familieaftener og vennegrupper til teambuilding i virksomheder.

FAKTA OM COLD CASE ZERO

Stiftet: 2025

Stiftere: Steven Feraru og Benjamin Kloster Hovedkontor: Ringkøbing, Danmark
Produkt: Fysiske mordgådespil udformet som realistiske sagsmapper med dokumenter, fotos og spor, som spillerne skal analysere for at opklare en sag.

Spilletid: Typisk 2–4 timer

Spillere: 1–8 personer

Markeder: Danmark og Sverige (med enkelte sager oversat til andre sprog)

Solgte spil: Over 20.000 sagsmapper siden lanceringen

Omsætning 2025: 3.900.000,-

Og ”løven” Morten Larsen faldt for Cold Case Zero og investerede de 350.000 kroner.

- Cold Case Zero rammer et stærkt samfundsbehov. Mange længes efter at være sammen på en meningsfuld måde, og her får man en fælles mission, der skaber dialog og grin omkring bordet. Det potentiale rækker langt ud over Danmark, siger han.

Siden lanceringen har Cold Case Zero solgt over 20.000 sagsmapper. Mordgåderne sælges pt i Danmark, om to måneder åbner salget i Sverige, og én af sagerne er oversat til tysk.

Med investeringen fra Morten Larsen vil virksomheden udvide sortimentet af sager og styrke sin tilstedeværelse i Norden. Samtidig arbejder stifterne på partnerskaber med hoteller, færgeruter og kulturinstitutioner, hvor mordgåderne kan blive en del af selve oplevelsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste