Sparekasse fremviser historisk regnskab
SØNDERHÅ: Sønderhå-Hørsted Sparekasse kan i år skrive historie med et resultat før skat på 17,6 millioner kroner mod 11,8 millioner året før. For resultatet for regnskabsåret 2024 er det bedste i sparekassens 153-årige lange historie.
Det oplyser sparekassen i en regnskabsmeddelelse.
Det fine resultat skal skyldes primært en mindre stigning i netto rente-og provisionsindtægter samt et væsentlig fald i nedskrivninger.
Dertil oplyser sparekassen, at der er en meget tilfredsstillende likviditet, som langt overgår Finanstilsynets krav. Og med en kapitalprocent på 34,3 procent står sparekassen samlet set på et solidt fundament og godt rustet til fremtiden.
For 2025 forventes der en basisindtjening i niveauet kr. 10,0-11,0 mio. og et resultat før skat i niveauet kr. 8,0-10,0 mio.