Seneste nyt
Billede beskrivelse

Testcenter Østerild giver millioner til lokalområdet

01. oktober 2026 kl. 06.01

ØSTERILD: Fundamenter skal støbes, vindmøller skal installeres, store komponenter skal udskiftes, og folk, der arbejder i området, skal blandt andet have et sted at overnatte og noget at spise.

Aktiviteterne omkring de store vindmøller på Testcenter Østerild spreder sig på den måde til en række virksomheder i området.

Og nu har DTU for første gang sat tal på, hvor meget det betyder lokalt.

En ny analyse viser, at aktiviteterne på testcentret i gennemsnit har bidraget med en lokal værdiskabelse på omkring 58 millioner kroner om året i Thisted, Morsø og Jammerbugt kommuner.

Samtidig svarer aktiviteten til omkring 66 fuldtidsjob om året.

Det er ikke 66 personer, der er blevet ansat på selve testcentret. Tallet dækker over den beskæftigelse, som aktiviteterne ifølge DTU's beregninger understøtter i lokalområdet.

En halv milliard hos lokale virksomheder

I perioden fra 2020 til 2024 har aktiviteterne på Testcenter Østerild samlet medført efterspørgsel efter varer og tjenester for omkring 1,5 milliarder kroner.

Omkring en tredjedel af det beløb - cirka 500 millioner kroner - vurderes at være endt hos virksomheder i Thisted, Morsø og Jammerbugt kommuner.

Det er især de store projekter på testcentret, der har betydning. Det gælder blandt andet etablering af fundamenter, installation af vindmøller og udskiftning af store komponenter.

Derfor er det især virksomheder inden for byggeri og produktion af blandt andet betonprodukter, der nyder godt af aktiviteterne.

Men pengene spreder sig også til andre dele af lokalområdet. Ifølge DTU bidrager aktiviteterne blandt andet til omsætning inden for overnatning, forplejning og andre serviceerhverv.

Lokale ønskede svar

Analysen er blevet lavet, efter at politikere og borgere i området har efterspurgt svar på, hvad placeringen af Testcenter Østerild egentlig betyder for den lokale økonomi.

Tallene er dog beregninger og ikke en optælling af konkrete arbejdspladser eller kroner hos de enkelte virksomheder.

DTU har derfor også regnet på forskellige scenarier. Her varierer den beregnede beskæftigelseseffekt fra omkring 36 til 116 fuldtidsjob om året.

Testcenter Østerild har siden 2012 været brugt til at teste nogle af vindmøllebranchens største og mest avancerede møller. Omkring 50.000 turister besøger ifølge DTU hvert år testcentret for at se de store møller på tæt hold.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste