Seneste nyt
Billede beskrivelse

Det Gamle Røgeri bliver i familien – Caroline er ny medejer

02. oktober 2026 kl. 11.08

THISTED: Et generationsskifte er sat på skinner hos Det Gamle Røgeri i Thisted.

1. oktober blev 23-årige Caroline Lynge Hald medejer af sin mor Vivi Lynge Halds restaurant på Nørretorv 1. De ejer nu hver 50 procent af forretningen.

Dermed har Vivi Lynge Hald, der netop er fyldt 58 år, fået fremtiden for Det Gamle Røgeri på plads.

- Det bliver ikke den store omvæltning, at Caroline nu er medejer på lige fod med mig. Siden 2019 har hun hjulpet til i restauranten og har efterhånden oparbejdet en stor erfaring. Hun har været med i alle beslutninger de senere år, fortæller Vivi Lynge Hald.

Hun overtog Det Gamle Røgeri i 2018, og glæden er stor over, at datteren nu officielt er trådt ind som medejer.

- Vi arbejder rigtig godt sammen. Det er et privilegium at arbejde tæt sammen med sin datter og vide, at det er det her, hun brænder for. Samtidig er det dejligt at vide, at generationsskiftet er på plads, så restauranten kan blive i familien, siger Vivi Lynge Hald.

Kender forretningen ud og ind

For Caroline Lynge Hald har beslutningen om at blive medejer været naturlig. Hun har været en del af Det Gamle Røgeri siden 2019, og efter at hun afsluttede handelsskolen i 2022, har hun arbejdet på fuld tid i restauranten.

- Jeg kender forretningen ud og ind. Jeg har blandt andet haft ansvar for regnskaberne og har været med inde over det hele. Min mor og jeg supplerer hinanden rigtig godt, fortæller Caroline Lynge Hald.

Selv om mor og datter nu er ligeværdige ejere, er Det Gamle Røgeri fortsat i høj grad en familierestaurant – også når der skal gives en ekstra hånd.

Carolines kæreste, Jens, der er tømrer, hjælper også til, når der er behov for det.

- Familien træder til, når der er brug for det. Så vi arbejder sammen, men vi hygger os også sammen, fortæller Vivi Lynge Hald.

Det Gamle Røgeri har seks ansatte og er især blevet kendt for husets stjerneskud, der er restaurantens helt store storsælger.

På menukortet er blandt andet også frokosttallerken, fish & chips, fiskefilet med pommes frites og den særlige ”fiske-kagemand”.

Med Caroline Lynge Hald som medejer er kursen nu sat for næste generation på Det Gamle Røgeri.

Restauranten på Nørretorv 1 i Thisted har åbent alle ugens dage undtagen søndag.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste