Interessen er stor: Gymnasiet udvider med ekstra klasse
MORSØ: Morsø Gymnasium oplever i år stor interesse fra kommende elever. Derfor udvider gymnasiet nu med en ekstra klasse.
Det fortæller gymnasiet i en pressemeddelelse.
Skolen har modtaget omkring 90 ansøgninger. Det er flere end ventet, og Region Nord har derfor besluttet at hæve kapaciteten fra 84 til 112 elever.
Det betyder, at Morsø Gymnasium kan oprette en ekstra klasse og fortsat optage flere kommende elever.
Rektor Ann Balleby glæder sig over udviklingen:
I år har rigtig mange elever ønsket at gå på Morsø Gymnasium. Det er skolen virkelig glad for. Vi ser meget frem til at byde alle kommende elever velkommen, siger hun.
Ifølge Ann Balleby er interessen vokset markant over flere år:
Morsø Gymnasium har moderne fællesarealer både inde og ude, stærke mentorordninger for elever med udfordringer og en højt anerkendt Drama A-linje, som kun findes få steder i landet. Derudover har skolen et tæt samarbejde med Mors-Thy Håndbold Akademi, områdets erhvervsliv samt efterskoler, fri- og folkeskoler, siger hun.
Tirsdag 26. maj inviterer Morsø Gymnasium kommende elever og deres forældre til velkomstaften. Her bliver de nye klasser og lærere præsenteret.