Er du til gammeldags jul? Så vil du elske denne butik
Kort fortalt:
- I dag åbner Aalborg Historiske Museums hyggelig julebutik med gammeldags julepynt.
Supermarkederne har haft de fabriksfremstillede vaniljekranse fremme i flere uger, og stormagasinerne er pyntet op med årets nyeste juletrends.
Oplevelsen hos julebutikken på Aalborg Historiske Museum, som åbner i dag, er anderledes nostalgisk.
- Vi holder af den gammeldags julestemning, så der er selvfølgelig pyntet op med juletræ og med traditionel julepynt, som store stjerner og flettede julehjerter. Pynt, som butikker og stormagasiner var pyntet med førhen, men som er knap så brugt i dag. Vi vil gerne give kunderne en oplevelse af at træde et skridt ind i fortiden, hvor den gode, gamle jul stadig findes, siger museets butiksansvarlige, Vibeke Hvass Mølbak.
Klassiske kravlenisser, englespil og glaspynt
Museumsshoppen på Algade 48 ved Budolfi Plads bugner med masser af gammeldags julepynt på hylderne.
- Vi har de helt klassiske kravlenisser fra 1940’erne, som alle kender. De er blevet genoptrykt og er virkelig populære, for de er præcis det, folk forbinder med gammeldags nisser, fortæller Vibeke.
Foruden kravlenisser kan du også shoppe glaskugler, flettede julehjerter og flagguirlander til juletræet, samt klassiske julebukke af halm, englespil og storke til toppen af juletræet.
En anden yderst populær vare er glaspynt fra Brink Nordic.
- Det fås i mange forskellige variationer – både i klassisk julestil som tromme, flettet hjerte og dannebrogsflag og i mere historiske motiver som fx en viking, et vikingeskib og Dybbøl Mølle. I det hele taget er glaspynt fra Brink Nordic blevet et samleobjekt hos mange, og derfor har vi et rigtig stort udvalgt herfra, siger Vibeke.
Foruden julepynt rummer butikken også et stort udvalg af klassiske julebøger for børn – lige fra Peters Jul til Bjerne Reuters Historien om nissen og H. C. Andersens Juleeventyr.
Jul for smagsløgene
For at fuldende den nostalgiske stemning, er det også muligt at købe julevarer som fx Lutendranck, som er en frisk og krydret gløgg fra renæssance-tiden, som kan serveres både varm eller kold.
Udover Lutendranck kan man også finde Julesennep fra Svendborg Sennepsfabrik, kirsebærsovs fra Hybengaarden samt klassiske lerskåle til risengrød mv. fra Birkerød Pottemageri.