Spejderne inviterer til populært julemarked
Spejderne i Gærum indbyder igen i år til festligt juleværksted i Spejderhytten på Rysholtvej 12. Det foregår lørdag 25. november fra klokken 12-15.
Juleværkstedet er en tradition, som hvert år samler mange, både spejdere, familie og andre, som har lyst til et par timers hyggeligt samvær omkring den kommende jul. Ved at betale en beskeden entre på 40 kr. kan man bruge løs af stort set alle de mange materialer, der er samlet sammen.
Deltagerne slår sig løs med at lave adventskranse, kalenderlys-dekorationer og mange andre juleting. Hele eftermiddagen koger spejdernes egen bagermester norske klejner, som kan nydes til en kop kaffe eller en sodavand.
Julemusikken spiller og hyggen er i top. For spejderne er det en hjertesag, at julestemningen for alvor indfinder sig hos alle denne sidste lørdag i november. Og så er der en helt måned til at gå og glæde sig til jul.