Seneste nyt
Billede beskrivelse

Uovervindelige Pape gør det igen - og igen

31. juli 2026 kl. 14.02

SÆBY: Kristian Pape fra Sæby præmieres igen for pragtpræstationer udenlands og indenlands.

Det eneste, der kan slå Kristian Papes ben i hurtighed, er hans egen mund. Den står, ligesom benene, ikke stille særlig længe ad gangen.

Kristian Pape agerer som en væddeløbshest, for når startskuddet lyder, er han ude af boksen i en ruf, og han stopper ikke og trækker luft ind, førend han har lagt sine konkurrenter bag sig og distancen er færdigløbet.

Billede beskrivelse

Derfor lykkes han også med de mål, han sætter sig for, og de tæller efterhånden en del i år. Kristians vigtigste mål i år var at vinde Iceland Volcano Marathon, og som navnet indikerer, var løbet på Island. Løbet blev afholdt i juni, men inden vi når dertil, er det værd at nævne, at Kristian havde nogle udfordringer forinden.

Kristian måtte se sig besejret

Ud af det blå blev Kristian i slutningen af maj ramt af en infektion i spytkirtlen, hvor han hævede op i den ene side af ansigtet. Kristians weekender er ofte fyldt op med løb, hvis han ikke er på farten med sit arbejde, så ligesom han plejer, deltog han i et løb, hvor han af tilskuerne, for hver tilbagelagt omgang, fik at vide, at hans kind blev større og større.

Det resulterede i en akut indlæggelse på sygehuset, hvor han blev opereret og efterfølgende udskrevet efter nogle dage.

I ugen efter bøvlede Kristian stadig med mundtøjet, men han fik først overbevist lægerne om, at der var noget galt en uge efter, hvorefter han måtte indlægges igen, men først efter, at han har deltaget i Kolding Half, hvor der afholdes DM i halvmarathon, og hvor han bliver nr. 4 i sin aldersklasse.

Træningsperioden til A-målet, løbet på Island, bliver noget anderledes, end forventet, og da Kristian udskrives igen, stryger han direkte til Århus og løber Bestseller Halvmarathon og kommer i mål i tiden 1 time og 19 minutter.

Inden Kristian havde tilmeldt sig Iceland Volcano Marathon, havde han allerede købt billet til Coast2Coast – et 61 kilometers løb, der foregår om natten fra vestkysten hen over land og ender på østkysten til solopgang, og selvom det løb tidsmæssigt, var lige lovlig tæt på afgang til Island, så deltog Kristian, for som han siger med et smil,

- Hvis man er tilmeldt et løb, så møder man op – også selvom jeg kun havde levet af drikkeyoghurt i tre uger.

Ugen efter skal Kristian stå distancen, kan han vinde Iceland Volcano Marathon, så han kan blamere sig med at have sejre på både ”fire & ice”?

Inden løbet er der aktiviteter og udflugter for at opleve Island og Kristian deltager blandt andet i hval- og delfinsafari.

Billede beskrivelse

- Jeg så en enkelt hval på turen, men ellers var det primært 80 søsyge løbere, der forsøgte at ramme ud over rælingen, for det blæste ret kraftigt, griner Kristian.

Da dagen oprandt, stod Kristian klar ved startstregen i sine lette carbonsko, modsat sine konkurrenters trailsko.

- Hvis jeg skulle vinde, blev jeg nødt til at tage de letteste og hurtigste sko i brug. Det kostede så også et par, fortæller Kristian.

På maraton distancen skulle løberne bestige to vulkaner, hvoraf den ene, Hverfjall med en diameter på 1 kilometer, skulle tilbagelægges på ryggen af krateret. Efter den næste vulkan, Lúdent, skulle der løbes en sløjfe, hvor alle løbere skulle ud til et vendepunkt og hente et armbånd, og hvis man kom i mål uden armbåndet, blev man diskvalificeret.

Da Kristian var på vej ud til vendepunktet, kunne han skimte en parasol og en stol, men ingen mennesker i det ellers øde landskab, og han spekulerede bare på, at han ikke fik registreret sin tid, hvis han kom tilbage uden det armbånd.

Men pludselig dukkede der en person op i horisonten, som viftede med armene, men han var ikke tilnærmelsesvist ude ved det punkt, som Kristian stilede mod. Da Kristian nåede derud, var der ganske rigtigt armbånd, og han tog selv et og vinkede til manden.

- Jeg kunne slet ikke overskue, hvis jeg skulle vente på ham, så ville jeg jo smadre min tid, så jeg tog selv et armbånd, og heldigvis sendte manden også bare en thumbs up til mig. De må sgu være i bedre tid næste år, men den fejl, laver de nok ikke igen, griner Kristian.

Billede beskrivelse

Da Kristian kommer i mål, er det i tiden 3 timer og 12 minutter, han vinder løbet med 39 minutter og slår banerekorden med 18,5 minut.

- Det nager mig lidt, at det er mit første marathon på over 3 timer, det bryder jo min statistik, ler Kristian.

Flere løb i sigte

Kristian har netop deltaget i løbet Søen X i Lemvig til fordel for Psykiatrifonden. Her løb han 100 kilometer, sit andet tilmeldte 100 kilometer løb på under 8 timer, som er landsholdskvalifikationskravet for mænd.

- Jeg kvalificerede mig også til landsholdet, da jeg løb 100 kilometer i Viborg i april, men jeg takkede nej til at deltage i VM i Spanien, fordi jeg skal prøve kræfter med Mors 100 Miles i år, og VM er ugen efter. Men jeg vil rigtig gerne repræsentere Danmark, så det må blive næste år, for kvalifikationen gælder i 2 år, ellers tager jeg den bare igen, smiler Kristian.

Kristian har et forsigtigt mål om at gennemføre Mors 100 Miles på 16,5 time, svarende til pace 6.

- Jeg har to hjælpere med, som skal holde mig i gang på Mors, det er venner fra dengang jeg kørte motorsport, og de går meget op i tid, så det må være dem, jeg skal have med, fortæller Kristian.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste