Seneste nyt
Billede beskrivelse

Årets egnsspil har gøglertrup og tivoli på programmet

31. juli 2026 kl. 10.02

SKAGEN: "Gøglertrup og et tivoli i Skagen i august!"

Sådan indleder Skagen Egnsspil årets forestilling "Pigen fra Himlen'", som er nummer 41 af slagsen i Skagen. 

Scenen er sat til begyndelsen af det 20. århundrede, og her får man altså besøg af både gøglertrup og tivoli. 

Og årets egnsspil byder også på en forestilling i forestillingen, når det bliver muligt både at opleve en sabelsluger, en skægget havfrue og en lam balletdanser, som er blevet helbredt ved Guds under.

Og en ung giftelysten kvinde fra gøglertruppen leder med lys og lygte efter den rigtige.

Finder hun ham mon blandt lokalbefolkningen, inden forestillingen slutter?

Der er drama under opsejling, og som det sig næsten hør og bør-  og som det oftest er - så har årets egnsspil i Skagen også en stranding med i spillet; stolte redningsmænd trækker atter en gang redningsveste over vadmelstøjet og fatter årerne for med hiv og sving at redde de forkomne søfolk.

Nye og uprøvede kræfter

Forestillingen er som sædvanligt forfattet af Sten Kaalø suppleret med indslag skrevet af nogle af de medvirkende.

Der medvirker 42 egnsspillere i alderen 14-87.

Mange er helt nye og uprøvede kræfter - én skiller sig dog ud. 

Han har medvirket i intet mindre end 18 egnsspil siden 1989. 

En anden var med fra starten i 1985 og har efter retur til Skagen for nogle år siden atter gjort sin entré på Svallerbakken ved Kystmuseet, hvor forestillingen traditionen tro foregår.

Ny instruktør

Instruktøren i år er dog ny. 

Liv Lundholm Pedersen, som er født i Skagen har med ildhu kastet sig over opgaven på friluftsscenen ved Kystmuseet. 

Hun kommer med erfaringer fra filmproduktioner både som instruktør, producer og meget andet.

Årets Egnsspil finder sted udenfor på Kystmuseet i Skagen. 

Der er generalprøve fredag 7. august kl. 17, mens premieren er lørdag 8. august kl. 16. 

Årets Egnsspil

  • Generalprøve:
  • Fredag 7. august, klokken 17 (kun for pensionister – halv pris)
  • Premiere:
  • Lørdag 8. august, klokken 16.00
  • Forestillinger:
  • Søndag 9. august, klokken 16 (denne forestilling er allerede udsolgt)
  • Fredag 14. august, klokken 17.30
  • Lørdag 15. august, klokken 16.00
  • Søndag 16. august, klokken 16.00
  • Praktisk info: 
  • Billetter koster 100 kroner og 50 kroner for børn mellem 7 og 14 år. 
  • Børn under 7 år er gratis. 
  • Men Skagen Egnsspil oplyser, at stykket ikke er rigtig relevant for børn under 7 år.
  • Billetter kan købes på www.skagenegnsspil.dk eller på Kystmuseet.
Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste