Seneste nyt
Billede beskrivelse

Sommerens kræmmermarked vender tilbage til Rønnerhavnen

01. august 2026 kl. 10.02

FREDERIKSHAVN: Lørdag 8. august kl. 10.00-16.00 inviterer Rønnerhavnens Naturlegeplads endnu en gang til det populære kræmmermarked på Rønnerhavnen.

Gennem årene er arrangementet blevet en fast sommertradition, hvor lokale, sommerhusgæster, sejlere og turister mødes til en hyggelig dag ved havnen.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

Fra morgenstunden fyldes området med kræmmerboder, hvor der kan gøres gode fund blandt alt fra brugskunst og antikviteter til værktøj, legetøj, bøger, tøj og andre loppefund. Der er med andre ord noget for både store og små.

Men kræmmermarkedet handler om mere end gode handler. 

Hele overskuddet går nemlig til Rønnerhavnens Naturlegeplads, som er et populært samlingssted for områdets børn og familier.

Legepladsen bliver flittigt brugt året rundt af både lokale, daginstitutioner og de mange gæstesejlere, der besøger havnen i sommermånederne. 

Billede beskrivelse

Indtægterne fra markedet er med til at sikre, at legepladsen løbende kan vedligeholdes og udvikles med nye legeredskaber og aktiviteter.

Kræmmermarkedet er samtidig en oplagt anledning til at opleve den særlige stemning på Rønnerhavnen. 

Her kan man nyde udsigten over havnen, møde familie og venner, få en kop kaffe, en øl eller en sodavand, spise lidt godt og lade børnene lege på naturlegepladsen, mens de voksne går på jagt efter gode fund.

Arrangørerne håber igen i år på stor opbakning fra både kræmmere og besøgende. Jo flere der deltager, desto større bliver bidraget til den fortsatte udvikling af Naturlegepladsen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste