Få ekspertens råd: Sådan skal du forholde dig til sæler på stranden
SKAGEN: Når turister og lokale bevæger sig ad Skagens Gren, er det ofte en del af oplevelsen at se sæler - enten svømmende i vandet eller liggende på stranden eller på bunkeren i vandet for at hvile.
Det betyder ofte, at man på Skagens Gren ser en kødrand af mennesker, mobiler og hunde meget tæt omkring sælerne på stranden.
Og det på trods af, at Naturstyrelsen har sat skilte på stranden til at vejlede Grenens gæster i hvordan man skal forholde sig til sælerne i området.
På skiltene står der blandt andet, at det kan være farlig for sælerne, hvis man går for tæt på dem og ikke lader dem være i fred.
Sælungerne flytter hjemmefra nu
- Især de små unger har brug for hvile på land ind imellem. Lige nu er de omkring otte uger og bliver sparket hjemmefra af deres mor og skal selv finde føde. Og det er hårdt arbejde for en lille spættet sælunge, så den har brug for at sove og hvile mindst halvdelen af døgnet på land.
- Og står der en flok mennesker tæt omkring dem, så får de ikke roen, som de har brug for, men bliver stressede, fortæller vildtkonsulent Mogens Sonne fra Naturstyrelsen.
Han fortæller samtidig, at det er her omkring 1. august, at sælungerne er så store, at de skal til at klare sig selv.
Sælerne hviler sig eller er syge
- Ofte ligger de blot for at hvile sig og få ro, andre gange ligger de der, fordi de er syge af for eksempel lungeorm, fortæller Mogens Sonne.
Han anbefaler desuden, at man ringer til 1812, hvis man ser en sæl se syg ud, hvis den er meget tynd, eller har orm eller blod på sig.
Men en sæl, der hviler, er ikke det samme som en syg sæl, og en babysæl er ikke blevet forladt af sin mor, selvom moren ikke er i syne - heller ikke selvom den hyler.
Moren vil vende tilbage til sit afkom på et tidspunkt, medmindre ungen er gammel nok til at klare sig selv.
- Mange turister fra andre lande, blandt andet tyskere og hollændere, har en anden holdning til sæler end vi har, og de vil gerne redde sælerne og tager dem til vores sælarier og oceanarier og giver sælerne medicin, men det gør vi altså ikke her i Danmark, fortæller Mogens Sonne.
Han tilføjer, at det er naturligt, at ungerne ligger længe alene på stranden.
Og er sælerne syge, så afliver man dem og sender dem til Københavns Universitet til obduktion og får på den måde dødsårsagen at vide.
- Primært dør de af lungeorm eller fysiske skader, som brækkede luffer eller bid i kæben. Det er jo et rovdyr og de kan være hårde ved hinanden, selvom de egentlig er et socialt dyr, så gider de store gråsæler ikke have en spættet sælunge til at forstyrre og så kan de godt blive hårdhændede, siger vildtkonsulenten.
Naturlig regulering
Ifølge miljøstyrelsens beredskabsplan for havpattedyr er sygdom og død blandt sælerne også en måde at regulere en stand naturligt, så standen bliver så stærk og sund som muligt.
Hvordan skal du forholde dig til sælerne på Grenen?
- Hold god afstand, så du ikke stresser dem. Gerne omkring 20 meter eller mere.
- Sørg for, at sælen på stranden har mulighed for at bevæge sig ud i vandet. Stå altså ikke i en rundkreds om den, som lukker adgangen til vandet for den.
- Ser en sæl syg ud, ser du orm eller bløder den, så ring til 1812.