
Fra Syrien til Saltum: 65-årige Mohamed åbner skrædderi
Mohamed Kanjo har startet skrædder- og møbelpolstrerværksted i Saltum
SALTUM: 1. maj slog Mohamed Kanjo dørene op til sin egen butik, hvor han kan reparere alt fra kjoler til lænestole. Den 65-årige syriske kurder har været skrædder hele sit liv.
- Jeg åbnede min første butik, da jeg var 18 år, men da krigen kom til Afrin måtte jeg flygte og forlade alting. Huset, firmaet. Min familie, fortæller han.
Selvom det nyåbnede skrædderi i Saltum endnu ikke er blevet overrendt af kunder, er Mohamed fortrøstningsfuld.
- Det skal nok komme. Min nabo er sød til at hjælpe med at lave reklame. Her er så mange søde mennesker, der gerne vil hjælpe. Der er bare nul problemer.
Derfor har han heller ikke været nervøs for at åbne som selvstændig, selvom han havde fast arbejde i et andet skrædderi.
- Det er bedre for mig at være min egen chef, det har jeg altid været. Jeg er en stille mand, der godt kan lide at være alene, og med næsten 50 år i faget kan jeg jo finde ud af det hele selv, forklarer han.