Seneste nyt
Billede beskrivelse

Hanboerne har talt: Danmarks bedste grillpølse-øl er fundet

24. maj 2026 kl. 14.00

FJERRITSLEV: Så er det afgjort - hanboerne har talt og fundet deres favoritøl til sommerens mange grillpølser.

Det var René Hjørnet Jensen fra Renés Vin & Grønttorv, der havde fundet på forårsspøgen, der lørdag - årets første rigtige sommerdag - fyldte Krotorvet i Fjerritslev med glade mennesker, der hyggede sig med øl, pølser og god musik.

En voldsom regnbyge ved middagstid lavede lidt kuk i programmet, men folk rykkede sammen under parasollerne i regnen - og så var det hurtigt glemt.

Smagsprøve til 100 kroner

Dagens koncept var enkelt.

For 100 kroner blev der budt en Super Frankfurter fra Tican, et brød fra Konditoriet og så en smagsprøve af fem forskellige øl fra Thy Bryghus. 

Så kunne der stemmes på favoritøllen.

Det var der 211, der gjorde - og resultatet var klokkeklart. 

Porse Guld løb af med sejren med hele 76 stemmer - og så var den sag afgjort. 

På andenpladsen havnede Strong Ale, der er René Hjørnet Jensens personlige grillpølse-øl-favorit.

- Det kan jeg sagtens leve med. Det vigtigste er, at folk havde en god dag på torvet, siger René Hjørnet Jensen.

- Men jeg er ret sikker på, at vi gentager arrangementet igen næste år - og så håber jeg selvfølgelig på en bedre placering til Strong Ale.

En oase i ørkenen

Lørdagens arrangement viste også, at Krotorvet fortsat er Fjerritslevs samlingspunkt, selv om kroen er væk. 

Krogrunden midt i byen er forvandlet til en sandørken, men scenen og torvet står som en oase midt i det hele.

Så da regnen sluttede, hyggede hanboerne igennem med masser af fadøl og musik.

Det kommer til at gentage sig sommeren igennem, hvor der er musik, grillpølser og masser af fadøl hver fredag og lørdag.

Lørdagens arrangement på Krotorvet var blevet til i et lokalt samarbejde mellem René Hjørnet Jensen, Thisted Bryghus, slagteriet Tican og det lokale bageri Konditoriet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste