Museum har fået donation - til gavn for samtlige frivillige
FJERRITSLEV: En donation fra Vækstpulje Nyfors er landet på et godt sted hos Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum.
Det skriver museet i en pressemeddelelse.
Her beretter man, at man har modtaget lige præcis 16.099 kr. - samt at pengene allerede har fået ben at gå på.
De er nemlig brugt til gavn for museets 25 frivillige - for man har investeret i ét stk. flaskekøleskab, én opvaskemaskine og en bærbar-pc.
- Alle tre nye indkøb kommer til at afhjælpe de godt 25 frivillige, der driver museet, siger daglig leder Else K. Andersen.
Flaskekøleskabet bliver placeret i museets kælder, så man kan opbevare bryggerlaugets producerede øl her.
Opvaskemaskinen får også placering i kælderen, således at de frivillige ikke skal op og ned ad trapper i forbindelse med de arrangementer, der finder sted i maltkælderen.
Og der er efterhånden mange, beretter museet.
Computeren skal bruges i foribndelse med de mange registreringer på det 1300 kvadratmeter store museum.
Alle tre ting er indkøbt lokalt i byen, fortæller museets kasserer, Jørgen Kirk.
- Vi er selvfølgelig meget taknemmelige for den støtte, som Væktspulje Nyfors igennem nogle år nu har bidraget med til Fjerritslev Bryggeri-og Egnsmuseum, tilføjer han.