Seneste nyt
Billede beskrivelse

Gustav blev udlært, leder og dansk mester på én uge

25. maj 2026 kl. 06.02

BLOKHUS: 22-årige Gustav Svanborg, daglig leder af Iscafeen Blokhus på Torvet i Blokhus, havde mildest talt en vild og forrygende uge, da april blev til maj for nogle uger siden.

Ugen begyndte mandag med, at han bestod sin fagprøve på handelsskolen med et flot 10-tal. 

Om fredagen begyndte han som daglig leder på Iscafeen Blokhus - og som prikken over i’et blev han dagen efter også dansk mester i futsal. I øvrigt for tredje år i træk.

- Det var da lidt hektisk, men det gør da bare det hele lidt sjovere, siger Gustav Svanborg, der aldrig har været bange for at tage fat og presse sig selv til den yderste grænse.

Erfaren ismand

Han har i to år været handelselev med speciale i salg med på Aalborg Handelsskole.

Uddannelsen er en blanding af teori og praksis, hvor læretiden er foregået i Iscafeen Blokhus. 

Så han er også en erfaren ismand, der på tærsklen til sommersæsonen overtog den daglige ledelse af Iscafeen Blokhus afdeling på Torvet.

Samtidig giver han også en hånd med i Iscafeen Blokhus By The Sea ved nedkørslen til stranden. 

Det betyder, at han har ansvaret for et stort personale.

- Når det hele bimler og bamler i sommersæsonen, er vi 20 medarbejdere, der alle brænder for at give gæsterne en god oplevelse, så der er nok at se til - også fordi ejeren af Blokhus Iscafe er sygemeldt i øjeblikket, afslører Gustav Svanborg, der bor i Aalborg med kæresten Rikke.

- Det kan godt blive lange arbejdsdage, men jeg har jo selv valgt det, så jeg klager ikke.

Iscafeen på Torvet har åbent hver dag mellem 11 og 17, mens By The Sea ved stranden først lukker ved solnedgang.

Gustav Svanborg understreger, at man ikke skal lade sig snyde af, at virksomheden hedder Iscafeen Blokhus.

- Vi har hele sortimentet, der skal sikre gæsterne en god dag i badebyen og ved stranden. Udover isvafler er det drinks, øl, sodavand og grillmad.

Ferie med mening

- Så kan man nyde alle de lyse sommertimer i Blokhus og feriedagene uden at skulle hjem i køkkenet. Det er da ferie med mening, fastslår Gustav Svanborg.

Selv om den daglige leder hver eneste dag - dagen lang - er omgivet af kaloriebomber, er han i fin form.

- Jeg har i mange år dyrket futsal, som er en variant af indendørs fodbold, på højt plan. Jeg spiller i Hjørring Futsal Klub, der 2. maj hentede guldet i Danmarksmesterskabet for tredje år i træk for over 1000 tilskuere i en fyldt Park Vendia-hal i Hjørring.

- Det var simpelthen prikken over i’et på en vild uge, siger Gustav Svanborg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste