Om kort tid rykker Min Købmand ind i bygningen her i Bygaden i Nørhalne.
Livet her

Jubel i Nørhalne: Min Købmand åbner medio marts

"Min Købmand" klar til at udfylde tomrum efter Dagli'Brugsen. Samtidig planlægges ny og større købmandsbutik

24. januar 2023 kl. 09:31

NØRHALNE: Hvor der vilje, er der vej, og det er der i Nørhalne.

Blot en måneds tid efter at COOP meddelte, at Dagli'Brugsen skulle lukke 24. februar, er det nemlig lykkedes at skabe forudsætning for, at der kan åbne en dagligvarebutik i den snart forhenværende brugs. 

Efter planen åbner "Min Købmand" midt i marts - til stor glæde for den arbejdsgruppe, som har arbejdet målrettet på at få etableret en ny dagligvarebutik i Nørhalne.

- Jeg er superglad for, at vi har fundet en løsning på den korte bane, for det var vores største udfordring, siger Claus Svendsen fra arbejdsgruppen.

TM Ejendom ApS, som tegnes af Tom Jakobsen, Aabybro og Michael Klitgaard Sørensen, Nørhalne, har købt ejendommen i Bygaden af COOP. 

Selskabet udlejer bygningen til Dagrofa, som forventer at kunne præsentere en ny købmand omkring 1. februar.

- Dagrofa ved, hvilke forudsætninger, der er nødvendige for at drive en købmand i en by som Nørhalne. Pt er de i dialog med to købmænd, som gerne vil, og en tredje som banker på, siger Claus Svendsen.

Ny butik på tegnebrættet

Sideløbende med at det er lykkedes at bevare en lokal indkøbsmulighed, arbejdes der på at få etableret en ny butik på Bakmøllevej. Tom Jakobsen A/S er i gang med at projektere området ved Sulstedvej/Bakmøllevej, og her er Dagrofa klar til at placere en ny og større butik.

- Mange synes, at butikken kommer til at ligge i den ene ende af byen, og det er også rigtigt, men skal der være grobund for en SPAR-butik, er det nødvendigt, at der kommer mere handel, og det er kun muligt i form af den forbikørende trafik, siger Claus Svendsen, der vurderer, at en ny butik kan stå klar om halvandet til to år.

- Tom Jakobsen er i gang med at udvikle området, og når han har det på plads, skal der laves en ny lokalplan. Det arbejde ventes at vare et års tid, og herefter kan byggeriet gå i gang.

Claus Svendsen glæder sig over, at det er lykkedes at nå i mål på kort tid, hvilket skyldes et godt samarbejde mellem alle interessenter. 

- Alle har spillet med både på investorsiden og hos Dagrofa, og kommunen har været hurtige i forhold til at hjælpe med at identificere hvilke muligheder, der er for en ny butik, siger han.

Min Købmand ventes at åbne medio marts.

Annonceret indhold

Nyeste