Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nu overgår 20 pladser på plejehjem til regionen

13. september 2026 kl. 10.00

BROVST: Fra årsskiftet overtager Region Nordjylland ansvaret for 20 midlertidige pladser på Solbakken i Brovst.

De bliver fremover til sundheds- og omsorgspladser, men ændringen betyder ikke, at de nuværende beboere skal flytte. Det oplyser Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.

Ændringen sker 1. januar 2027 som en del af sundhedsreformen. De nye sundheds- og omsorgspladser bliver målrettet borgere, der har behov for sundhedsfaglig behandling og pleje, men ikke for indlæggelse på et sygehus.

Og Jammerbugt Kommune er nu i gang med at forberede overgangen.

- Vi er allerede godt i gang med at forberede os på de ændringer, der følger med sundhedsreformen. Vores fokus er på at skabe en så tryg og sammenhængende overgang som muligt for både borgere, pårørende og medarbejdere, siger Diane Aarestrup, formand for Sundheds- og Seniorudvalget.

Kommunale pladser fortsætter

Selvom regionen overtager ansvaret for de 20 pladser på Solbakken, vil Jammerbugt Kommune fortsat have midlertidige pladser. Her vil der blandt andet være mulighed for aflastningspladser.

De kommunale midlertidige pladser forventes samlet på Pandrup Plejecenter.

- Sundhedsreformen ændrer på, hvem der har ansvaret for forskellige opgaver, men for borgeren skal forløbet fortsat hænge sammen. Derfor har vi i Jammerbugt Kommune et stort fokus på at få vores egen organisering på plads og på at skabe gode overgange mellem tilbuddene, siger Malou Skeel, næstformand for Sundheds- og Seniorudvalget.

17 medarbejdere følger med

Også medarbejdere bliver berørt af den nye organisering.

I alt 17 medarbejdere overdrages fra Jammerbugt Kommune til Region Nordjylland og skal være med til at varetage de 20 sundheds- og omsorgspladser på Solbakken.

Medarbejderne kommer fra de tidligere midlertidige pladser på både Solbakken og Pandrup Plejecenter.

Kommunen har gennemført en ønskeproces blandt medarbejderne, og langt størstedelen har ønsket enten at følge opgaven eller blive virksomhedsoverdraget til Region Nordjylland.

- Medarbejderne har en stor faglighed og et værdifuldt kendskab til borgerne og deres behov. Det er en vigtig forudsætning for en god overgang. Derfor er det positivt, at så mange medarbejdere ønsker at følge opgaven, siger sundheds- og velfærdschef Bent Fuglsbjerg.

Frem mod 1. januar fortsætter Jammerbugt Kommune arbejdet med den nye organisering og med at informere berørte borgere, pårørende og medarbejdere.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste