Seneste nyt
Billede beskrivelse

600 køer og majslabyrint: Klaus og Britt inviterer indenfor

13. september 2026 kl. 06.02

AABYBRO: Hvad ligger der bag den mælk, der ender hos forbrugerne? Det vil Klaus og Britt Kristiansen gerne give et indblik i, når de søndag 20. september tager imod gæster på Solbakken Agro nær Aabybro.

Gården er en af ni nordjyske gårde, der denne dag deltager i Åbent Landbrug, oplyser landboforeningen Agillix i en pressemeddelelse.

På Solbakken Agro drives der mælkeproduktion med omkring 600 holsteinkøer, hvoraf mange er rødbrogede.

Ifølge Klaus og Britt Kristiansen har gårdens mælk Dyrevelfærdsmærkets to hjerter. Det betyder blandt andet, at der stilles ekstra krav til køernes plads og strøelse, og at de har mulighed for at komme på græs.

- Vi holder Åbent Landbrug, fordi vi synes, det er vigtigt at vise vores erhverv frem og fortælle om det arbejde, der ligger bag de fødevarer, vi producerer. Vi håber at kunne give gæsterne et ærligt indblik i, hvordan et moderne dansk landbrug fungerer i dag, siger Klaus og Britt Kristiansen.

Fra majslabyrint til veterantraktor

For de yngste gæster bliver der blandt andet mulighed for at lege i halm og korncontainer og forsøge at finde vej gennem en majslabyrint.

På gården kan gæsterne også opleve en veterantraktor, komme tæt på dyrene og få smagsprøver fra Arla.

Åbent Landbrug i Nordjylland arrangeres af Agillix og Landbrug & Fødevarer og bygger på en 30 år lang tradition.

Arrangementet på Solbakken Agro foregår fra klokken 10.00 til 16.00. Det er gratis at deltage, men der skal bookes en gratis billet på forhånd.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste