Fra ølsmagning til nisseteater: Her er museets efterårsprogram
FJERRITSLEV: Efter en travl sommer med mange aktiviteter og pænt besøg er Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum klar med programmet for efteråret 2026.
Museumsleder Else K. Andersen har sammensat et alsidigt program med både nye tiltag og flere af museets populære arrangementer.
Det oplyser museet i en pressemeddelelse.
Et af de nye tiltag er aftenrundvisninger med efterfølgende ølsmagning. Rundvisningerne foregår uden for museets normale åbningstid, så flere får mulighed for at besøge museet efter arbejdstid.
Firmaer og foreninger kan også invitere medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer med på en oplevelse på det 1.300 kvadratmeter store Bryggeri- og Egnsmuseum, der beskrives som Nordeuropas bedst bevarede landbryggerimuseum.
Aftenrundvisningerne begynder præcis kl. 19.00, varer cirka to timer og finder sted 5. oktober og 9. november.
- Succeser skal museet selvfølgelig fortsætte med, siger Else K. Andersen.
Derfor bliver der også mulighed for at besøge museets escaperum 21., 24. og 28. september samt 1. oktober i tidsrummet kl. 17.00-20.30.
Temaerne er ”Aften på museet” og ”Togbillet”.
Aktiviteter i efterårsferien
I efterårsferien er der rundvisning med ølsmagning mandag 12. oktober kl. 13.00.
Onsdag 14. oktober kl. 14.00 er der byvandring, som afsluttes med tarteletter og ølsmagning. Det er museets faste guide, Knud Erik Andersen, der viser en del af Fjerritslev frem.
Denne gang går turen ud ad Søndergade, gennem anlægget og forbi ”Dalsgaard” og måske et par andre steder, inden turen slutter på museet.
Et andet nyt tiltag finder sted torsdag 15. oktober kl. 15.00 og kl. 19.00. Her inviterer museet til ”Gæt en genstand”, hvor familien kan være med til at gætte, hvad forskellige museumsgenstande har været brugt til.
Man kan tilmelde sig som hold eller komme alene og blive sat på et hold af museet. Efter gættekonkurrencen serveres kaffe, sodavand og kage.
To foredrag i efteråret
Ingen efterår uden foredrag. Museet byder på to foredrag henholdsvis 29. oktober og 19. november, begge dage kl. 19.00-21.00.
Det første foredrag arrangeres i samarbejde med Folkeuniversitetet i Jammerbugt Kommune og handler om stationsbyer, deres udvikling og kulturarv.
Foredragsholder er Mikkel Kirkedal Nielsen, der er museumsinspektør på Danmarks Jernbanemuseum.
Langs de mange nye jernbaner voksede nye byer frem. Stationsbyerne blomstrede op og havde deres storhedstid, som mange steder senere blev afløst af nedgang og fraflytning.
Foredraget giver et overblik over stationsbyernes udvikling og ser på de særlige kulturhistoriske kvaliteter, de rummer. Der bliver også dykket ned i de lokale privatbaners historie og knudepunktet Fjerritslev.
Det andet foredrag er en fortælling om dagligdagen på Klim Kalkovn. Her vil Marius Hasager fra Skive fortælle om arbejdet på Klim Kalkovn, hvor hans far har arbejdet.
Jul med teater på museet
Når programmet når julemåneden, vender Teater Natterdag tilbage med teaterforestillingen ”En lille nisse rejste”.
Forestillingen handler om den berejste nisse Gorm, der på museet møder bryggernissen Gerda.
Historien blev til for nogle år siden, og teaterstykket er siden blevet opført på museet hvert år.
Forestillingerne finder sted 5. december kl. 10.00 og kl. 14.00 og henvender sig primært til det unge publikum, men voksne er selvfølgelig også velkomne.
Oplysninger om billetter og priser til arrangementerne på Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum findes på museets hjemmeside. Museet kan desuden kontaktes i åbningstiden mandag og torsdag kl. 11.00-13.00.
- Vi er glade for det samarbejde, der er mellem handelslivet og foreninger m.v. i Fjerritslev. Derfor er vi glade for, at Renes Vin og Grønt og Fjerritslev Borgerforening holder deres to julearrangementer i museets maltkælder, siger Else K. Andersen.
Øl og julemenu i maltkælderen
Den 7. november giver Renes Vin og Grønt mulighed for at smage vinterens og julens bedste bryg ledsaget af en velsmagende fireretters julemenu.
Aftenens guide er den erfarne ølmand Jørgen Rudiger, som har 30 års erfaring fra bryggeribranchen og næsten 600 ølsmagninger bag sig.
Jørgen er kendt for at krydre stemningen med gamle ølviser, så der er lagt op til en både lærerig og hyggelig aften.
Kål i Kælderen
Den 20. december står Fjerritslev Borgerforening for det mere end 65 år gamle traditionsrige arrangement ”Kål i Kælderen”.
Her serveres der traditionen tro stuvet hvidkål med flæsk og hvidtøl. Sidste år blev der serveret 450 portioner, så det bliver spændende at se, om det antal bliver slået i år.
Den sidste søndag før juleaften plejer mange lokale, gæster udefra og tidligere Fjerritslev-borgere, der er hjemme på juleferie, at benytte lejligheden til et besøg i bryggeriets maltkælder og måske møde gamle venner og bekendte.