Julelys for 15 millioner: Nu er Blokhus magisk
Skulpturparken i Blokhus er klar til Magisk Jul. Lørdag lød startskuddet til årets julerier i den smukke park, hvor 2 mio. lys de kommende uger skaber et imponerende skue. Åbningsfesten blev et massivt trækplaster.
Mange hundrede børn og voksne var på plads i parken, hvor indehaver John Andersen indledningsvis bød velkommen med en konstatering af, at parken i år er spækket med juleudsmykninger for næsten 15 mio. kr.
- Heldigvis er der tale om LED-lys, hvilket er med til at reducere strømforbruget markant, lød det fra indehaveren.
Han roste ligeledes de mange, som den seneste tid har gjort parken klar til Magisk Jul.
Også borgmester Mogens Gade (V) deltog i åbningen. Han bemærkede, at det for mange er blevet en fast juletradition at gæste Skulpturparken.
- Selv om energikrisen sætter nogle andre rammer for Magisk Jul 2022, så er det alligevel besluttet, at vi ikke skal gå glip af oplevelsen. Det synes jeg er befriende. Vi skal holde modet oppe og ikke falde dybere end nødvendigt, sagde Mogens Gade.
Mange tusind på besøg
Borgmesteren hæftede sig videre ved, at Magisk Jul i Skulpturparken er med til at gøre Jammerbugt Kommune til en helårsdestination for turister.
John Andersen håber, at et sted mellem 40 og 50.000 gæster de kommende uger lægger vejen forbi Magisk Jul.
- Og så skal vi meget gerne undgå en corona-nedlukning som den vi oplevede i fjor, fastslår han.
Udover de mange smukke dekorationer og julelys omfatter eventen en arkade samt diverse boder med fristelser for alle aldersgrupper. Magisk Jul afvikles til og med 30. december.