Billede beskrivelse

Her er årets guide til julemarkeder i Jammerbugt

18. november 2022 kl. 17.00
Opdateret 17. november 2023 kl. 10.25

Julemåneden er lige rundt om hjørnet, og i mange byer hænger julebelysningen allerede i gaderne og spreder den gode stemning.

De første julemarkeder har også slået dørene op, men flere og flere kommer til, efterhånden som vi nærmer os julen.

Vi har lavet et lille overblik over, hvilke julemarkeder, du kan overveje at tage til i Jammerbugt Kommune.

Listen er absolut ikke udtømmende og vil du have dit lokale julemarked med på listen, er du velkommen til at skrive til ssp@dnmh.dk.

Jul på Chenillen

Den gamle piberenserfabrik fungerer i dag som en socialøkonomisk virksomhed for sårbare unge og udviklingshæmmede.

Her bliver der afholdt julemarked med masser af boder med forskellige spændende varer. Derudover er der forskellige aktiviteter. Der vil selvfølgelig også være mulighed for at købe hjemmelavede æbleskiver, kaffe, sodavand, øl og gløgg.

Hvor: Chenillen, Prinsensgade 14, 9460 Brovst

Hvornår: 25. november fra 13.00 til 16.00

Magisk Jul i Skulpturparken

Hele november og december er Skulpturparken badet i skæret fra millioner af julelys.

Derudover er der julemarked med boder. De er åbne fra 15.00 til 20.00, mens selve parken har åben en time længere. Der skal købes entre.

Hvor: Vesterhavsvej 6, Hune, 9492 Blokhus, Danmark

Hvornår: Tirsdag til søndag frem til 30. december. Lukket 24. og 25. december

Julestue på Gl. Grishauge

Her er der tale om en vaskeægte tradition. Det foregår weekenden før 1. advent, og det er altså 18. og 19. november i år.

Du kan besøge de mange boder med kunsthåndværk, keramik, træarbejde og alt muligt andet.

Hvor: Gl. Grishauge, Oddevej 105, Klim, 9690 Fjerritslev

Hvornår: 18. og 19. november fra 11.00 til 17.00

Julemarked på Gjøl

Lokale borgere har pyntet Gjøl Hallen op til jul. I 2023 slår julemarkedet rekord med 30 udstillere.

Der er mulighed for at lave forskellige dekorationer. Derudover kan der købes æbleskiver, gløgg, franske hotdogs eller burgere fra NorSoe Food.

Hvor: Gjøl Hallen, Rønnebærvej 12, Gjøl, 9440 Aabybro

Hvornår: 26. november fra 10.00 til 16.00

Jul i Oldemors køkken

Vildmoseporten inviterer til Jul i Oldemors køkken. Få en portion af den gamle egnsret Fulling eller en af de andre retter.

For børn og barnlige sjæle er der julepyntsværksted.

Hvor: Vildmoseporten, Biersted Mosevej 277, 9440 Aabybro

Hvornår: 25. november fra 12.00 til 16.00

Jul på Bratskov

Den gamle herregård lægger grund til det årlige julemarked. Der er masser af boder med inspiration til julepynt, gaver og smagsprøver på julelækkerier.

Du kan også besøge Bratskovs værksteder samt købe juletræer.

Hvor: Bratskov, Fredensdal 8, 9460 Brovst

Hvornår: 2. og 3. december 10.00 til 16.00

Her kan du læse meget mere om jul i Nordjylland.

Del artiklen

Jul i Nordjylland

Hvis du er på udkig efter hyggelige og uforglemmelige julearrangementer for hele familien i Nordjylland, er du kommet til det helt rigtige sted. Her kan du finde et hav af forskellige bud på juleaktiviteter i Nordjylland, der byder på alt fra besøg på de magiske julemarkeder, julekoncerter hvor du kan nyde årets juletoner til en hyggelig dag i juleshoppingens tegn. Lad dig inspirere til en fantastisk jul i det nordjyske med aktiviteter for enhver.

Tema

Jul

Juleguiden