Skift område
Spil
Lyd
Kalenderen
Tilmeld nyhedsbrev
Tip os
E-avis
Kontakt
Bedemand: Få styr på begravelsen, før det bliver svært
At fortælle, hvad du vil, når du ikke er her mere, er i virkeligheden den største kærlighedserklæring, du kan give de efterladte. Derfor skal du undersøge mulighederne ordentligt. Sådan siger bedemand Kirsten Skriver Steffensen. Hun fortæller her om nogle af de ting, du skal være opmærksom på.
- Vi ved jo godt, at vi skal herfra på et tidspunkt. Men det er bare nemmere at snakke sammen stille og roligt, mens alt stadig er godt, siger Kirsten Skriver Steffensen.
Hun har været indehaver af Jammerbugt Bedemand i Brovst siden 2015. Men hun har arbejdet som bedemand siden 2007.
Den erfarne bedemand oplever, at de efterladte kan have svært ved at navigere i forhold til den kirkelige handling. Men også i forhold til, hvor afdøde skal stedes til hvile, økonomi etc.
– Vi oplever nogle gange, at de efterladte bliver skuffede og frustrerede over, at der ikke er frit valg på alle hylder i forhold til folkekirken, fortæller Kirsten.
– Det kan jo sagtens være, at de efterladte har nogle ønsker til, hvordan de vil iscenesætte begravelsen. Men det er altså præsten, i det sogn, hvor man hører til, der beslutter, hvad kirken vil lægge ramme til. Hvis præsten ikke synes, der skal synges popsange, men vil holde sig til salmer, så har præsten det sidste ord.
Undersøg ordentligt på forhånd
Vejen frem er grundig research, mener Kirsten.
- Jeg tror efterhånden, at de fleste har hørt om ”Min sidste vilje.” Jeg vil faktisk gerne gå skridtet videre. Mit bedste råd er, at man skal forberede sig grundigt og undersøge på forhånd.
Den erfarne bedemand foreslår et opkald til den relevante præst og et besøg på kirkegården. Inden er der nogle overvejelser, der er godt at have gjort sig:
- Man bor i et sogn, hvor der er en sognekirke og en sognepræst. Kan man nu ikke forestille sig at blive begravet fra ens ”egen” kirke og med ens ”egen” præst, skal man undersøge, hvilke muligheder der så er. Man kan ikke ”bare” vælge frit fra alle hylder. Men man kan undersøge muligheden for at løse sognebånd, som det hedder, når man vil tilknyttes en anden præst, fortæller hun.
Kirsten fortæller også, at der er stor forskel på, hvilke muligheder, der er på den enkelte kirkegård. Hvad der er tilladt - og ikke mindst, hvad det koster.
- Så fordi tante Oda i Sønderjylland har fortalt om, hvor meget, hun skulle betale, er det ikke ensbetydende med, at du skal betale det samme, siger hun og fortsætter:
- Mange tror også, at så snart, man vælger et gravsted, der er en eller anden form for græsplæne, så er det gratis. Men nej, det er også forskelligt fra sted til sted.
Endelig er det også vigtigt at gøre op med sig selv, hvad der skal ske, hvis det er noget mere utraditionelt, der er ønsket.
– Ønsker man noget andet end traditionel urnenedsættelse eller begravelse, er det lige så vigtigt at få undersøgt, hvad der er muligt. Det kan for eksempel være askespredning eller et ønske om, at urnen skal ned skoven eller hjemme i haven, hvis altså haven er stor nok, siger hun.
Ønsker man for eksempel ikke en kirkelig handling inde i kirken ved sin begravelse, så er det også en god ide at få det skrevet ned. Det er ligeledes vigtigt, at de pårørende er informeret, hvis du har meldt dig ud af folkekirken.
– Hovedreglen er, at hvis du ikke er medlem af folkekirken, kommer du ikke derind, når du er død, siger Kirsten og fortsætter:
– Medlemskab af folkekirken er som at være medlem af alt muligt andet. Har du ikke betalt kontingent, kan du ikke være med.
Følg afdødes ønsker
Hvis afdøde har fortalt eller allerbedst skrevet ned, hvilke ønsker, der er til den sidste afsked, skal de efterladte efterkomme afdødes ønsker, så længe det er muligt, fortæller Kirsten.
Hun understreger, at ”Min Sidste Vilje” ikke er juridisk bindende som et testamente er.
– Men der er noget ordentlighed i at respektere afdødes ønsker, siger.
Hun understreger, at økonomien selvfølgelig også spiller ind.
– Det er klart, at hvis den afdøde har store og dyre ønsker, men boet ingen penge har, så må man gøre det næstbedste, så tæt op af afdødes ønsker som man kan.
Det er ikke nemt at tale om
Kirsten siger, at hun godt ved, at døden ikke er det nemmeste at tale om.
– Jeg ved godt, det kan være svært og knap så naturligt, som da mine bedsteforældre levede. Dengang og endnu længere tilbage var det noget, man tænkte ind i hverdagen. I brudekisten var der for eksempel en lig skjorte nederst i kisten. Nogle gange også i børnestørrelse, fordi man måtte leve med en meget høj børnedødelighed, siger hun.
– Vi er jo et helt andet sted i dag. Men vi skal alle herfra en dag, og derfor kan vi lige så godt snakke om det når ”alt er godt.” Det er ikke nødvendigvis nemmere at have snakken med et familiemedlem, der er alvorlig syg, siger hun.
Hos Jammerbugt Bedemand er personalet også klar til at rådgive, fortæller hun.
– Det er altid en mulighed at kontakte os. Vi hjælper gerne med at få ønskerne skrevet ned, og vi giver også gerne gode råd og vejleder om, hvad der kan lade sig gøre.
Tager ud og rådgiver
Kirsten efterlyser mere åbenhed om døden, og hun gør også, hvad hun kan for at udbrede viden om muligheder og faldgruber, når døden indtræffer.
– Vi bliver ofte inviteret ud at holde oplæg for de ansatte på for eksempel plejehjem. Vi har også flere gange været med til sogneaftener, ligesom vi har undervist mini-konfirmander, siger hun.
– Det gør vi gerne, for vi synes, det er vigtigt at kaste lys over og formidle et svært emne også i forhold til børnene.
Hun kommer til at tænke på sin egen barndom:
- Jeg kan huske, at min oldemor havde bestemt, at hun ville brændes. Men jeg var ikke med til den kirkelige handling, så jeg var efterladt til mine egne tanker. Og jeg kan huske, at jeg tænkte, om det mon betød, at hun skulle brændes i haven.
– Børnene skal selvfølgelig skånes, men de må også godt få en indsigt i den del af livet, slutter hun.
