Chanet går vejen som selvstændig og genåbner salon i Bjergby
For Chanet Nymark Mortensen bliver det starten på en ny tilværelse som selvstændig, når hun 1. august åbner sin egen frisørsalon i Bjergby
Friheden og fleksibiliteten.
Sådan begrunder Chanet Nymark Mortensen valget med at gå selvstændig som frisør, efter at hun har arbejdet som ansat i et par frisørsaloner, siden hun færdiggjorde sin uddannelse i 2015.
Hun blev faktisk i sin tid udlært i selvsamme frisørsalon i Bjergby, som hun nu genåbner, efter at den tidligere ejer, Signe Leed Thomsen, måtte dreje nøglen om i slutningen af juni.
Og efterfølgende arbejdede hun også tre år i salonen på Skagen Landevej, inden hun tog en lille afstikker til en frisørsalon i Hjørring. Men nu vender Chanet Nymark Mortensen tilbage.
- Det kunne være fedt at starte op, når nu ikke Signe ville have salonen mere. Så lå den nærmest lige til højrebenet for mig, siger Chaet Nymark Mortensen.
- Jeg havde lyst til at prøve at være selvstændig. Der følger en større frihed med i forhold til at bestemme sine arbejdstider selv, når man har to små børn. Selvfølgelig skal der være faste åbningstider, men så kan man give lidt ekstra på nogle andre tidspunkter, tilføjer hun.
Når den nye frisørsalon - der kommer til at hedde Chanets Knold og Tot - åbner den 1. august, sigter Chanet mod at gøre klipningen til en god og rar oplevelse for sine kunder.
- Salonen skal være et sted, man kommer og får en rigtig god klipning og et frirum også, hvor man kommer lidt ned i gear. Og så skal det være familievenligt, så der er mulighed for alle for at komme forbi og få styr på håret, siger Chanet Nymark Mortensen, der selv bor blot en håndfuld kilometer fra salonen i Bjergby.
Og når nu en ny butik åbner, har indehaveren for vane at lokke kunder i butikken med et godt åbningstilbud - et sådant har Chanet ikke på tegnebrættet endnu, men det er i overvejelserne.
- Det har jeg faktisk ikke lavet. Jeg kunne godt forestille mig, at der kommer et eller andet. Jeg skal lige have fundet på det helt rigtige tilbud.
Chanets Knold og Tot åbner 1. august klokken 9:00.