Har du et gammelt sportsbillede liggende? Nu kan det ende på museum
HJØRRING: Et gammelt holdfoto fra fodboldklubben. Jubel efter en vigtig sejr. Frivillige bag disken i cafeteriet eller måske et øjeblik fra håndboldhallen, løbebanen eller gymnastiksalen.
Nu efterlyser Vendsyssel Historiske Museum private sportsbilleder fra hele Nordjylland, som kan blive en del af den kommende udstilling Nordjysk Guld.
Udstillingen åbner i september og skal fortælle historien om mere end 100 års nordjysk sport og idræt, men også om alt det, der foregår rundt om sporten.
De små øjeblikke er også guld
Derfor er museet ikke kun på jagt efter billeder af medaljer, pokaler og store sportspræstationer.
Det kan lige så godt være billeder af træneren på sidelinjen, forældrene i hallen, de frivillige i cafeteriet, en, der vasker holdets trøjer, eller fællesskabet før og efter kampen.
Alle sportsgrene er velkomne, og billederne må både være nye og gamle og vise børn, unge, voksne eller seniorer. Det vigtigste er ifølge museet ikke, at billedet er perfekt, men at det fortæller noget om sporten og foreningslivet i Nordjylland.
Sidste frist er søndag
Har man et billede liggende, som fortjener en plads i den nordjyske sportshistorie, skal det sendes til guld@vhm.dk senest søndag 23. august.
Man må meget gerne skrive sportsgren, sted og årstal samt fotografens navn, hvis man kender det.
Billederne kan blive brugt i selve udstillingen samt i museets omtale og markedsføring af Nordjysk Guld. Man skal derfor kun indsende billeder, man selv har taget, eller som man på anden måde har ret til at give museet tilladelse til at bruge.