Opera under åben himmel afslutter sommeren i Museumshaven
HJØRRING: Opera, klavermusik, fællessang og oplæsning kommer på programmet, når Museumsforeningen ved Vendsyssel Historiske Museum lørdag den 30. august afslutter sommerens arrangementer i Museumshaven.
Hovednavnene denne eftermiddag er ægteparret Kristine Mågård og Esben Lund Brummer.
Kristine Mågård er uddannet lyrisk sopran fra Det Jyske Musikkonservatorium, mens Esben Lund Brummer er uddannet klassisk pianist samme sted.
Det oplyser Vendsyssel Historiske Museum i en pressemeddelelse.
Parret optræder i to afdelinger på hver en halv time med et program, der blandt andet byder på opera og nordiske toner.
Arrangementet er det sidste i rækken "Sommer i Museumshaven", hvor Museumsforeningen tidligere på sommeren har afholdt tre kulturelle arrangementer.
- Vi glæder os til at afslutte sommerens arrangementsrække med en koncertoplevelse ud over det sædvanlige. Det bliver en eftermiddag, hvor både musik, fællesskab og de smukke omgivelser i Museumshaven går op i en højere enhed, siger Karin Maegaard, formand for Vendsyssel Historiske Museums Museumsforening.
Oplæsning og fællessang
Eftermiddagen byder dog på mere end opera og klassisk musik.
Thomas Hovaldt og hans gruppe står for velkomstmusikken, og der bliver desuden mulighed for fællessang.
Forfatter Anne Agnethe Baggesen vender også tilbage til Museumshaven for at læse en af sine egne noveller.
Hun deltog ved et tidligere arrangement, hvor hun læste novellen "Inger Lyngesdatter". Denne gang bliver det en fortælling fra "Som guld".
Undervejs bliver der en pause, hvor gæsterne kan få serveret kage samt vin eller æblemost.
Koncerten finder sted ugen før Hirtshals Operafestival og bliver ifølge arrangørerne samtidig en optakt til festivalen.
Gratis - men billet er nødvendig
Det er gratis at deltage i arrangementet, men der skal bestilles billet på forhånd. Billetter kan bookes i Butikken hos Vendsyssel Historiske Museum eller via museets hjemmeside.
Arrangementet foregår under åben himmel i Museumshaven og forventes gennemført uanset vejret. Der vil være siddepladser til alle.
Hvis det regner, opfordrer arrangørerne gæsterne til at medbringe regnjakke eller regnslag frem for paraply af hensyn til de øvrige gæsters udsyn.