Hos Bryghus Vendia er der ekstra tjenere i uge 30, ligesom der er en liste over folk, der med meget kort varsel kan tage vagter i køkkenet, når det spidser til.Arkivfoto: Peter Broen
Mad og drikke

Dana Cup fylder restauranterne

KOM AN: Det giver travlhed på de lokale restauranter, når tusinder af Dana Cup-gæster besøger Hjørring i uge 30.

28. juli 2022 kl. 06:00
Hos Bryghus Vendia er der ekstra tjenere i uge 30, ligesom der er en liste over folk, der med meget kort varsel kan tage vagter i køkkenet, når det spidser til.Arkivfoto: Peter Broen Peter Broen
Hos Bones i Hjørring åbner man ofte tidligere end normalt i uge 30 fordi kunderne allerede står klar ved døren kl. 10.30 og vil have noget at spise.Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

- På en almindelig aften er vi nok 10 på arbejde ... men i Dana Cup-ugen er vi 30.

Det fortæller indehaveren af Bones i Hjørring, Ole Søndergård, som hvert år glæder sig til Dana Cup.

- Vi har styrtende travlt og åbner tidligere end normalt og lukker senere - ofte sidder folk udenfor og drikker en øl helt til midnat, siger han om ugen, hvor omsætningen ryger helt i vejret, og hvor mange af dem, der har arbejdet i restauranten på et tidspunkt, kaldes ind.

- Vi har en stab af fastansatte, som ikke ændrer sig, men har desuden en stor flok, der tidligere har arbejdet hos os, som gerne kommer og tager et ryk - både lokale og studerende, der forlængst er flyttet fra Hjørring, siger Ole Søndergård.

Også i Bryghus Vendia skrues der op for tempoet, når de fodboldglade forældre rykker ind.

- På en almindelig mandag aften er der kun en tjener i restauranten, men i uge 30 er det nødvendigt med tre for at vi kan følge med, siger restaurantchef Ida Jonassen.

Også i køkkenet i Bryghus Vendia er der travlt, fortæller indehaver Kristian Rise, som typisk henter en ekstra kok ind på forhånd.

- Jeg tager ikke flere ind på forhånd, for turisterne bestiller sjældent bord - de kommer og ser hvor der er plads, siger han.

I stedet bruger personalet uge 29 på at forberede så meget som muligt til den travle uge.

- Og så har jeg en liste med folk jeg kan tilkalde med meget kort varsel når det bliver nødvendigt, siger han og slår fast, at det ikke er helt ringe at drive restaurant i Hjørring i uge 30.

Nyeste