Billede beskrivelse

Hele Løkken i bevægelse: Idrætsfestival med plads til alle

09. september 2025 kl. 19.01

LØKKEN: Lørdag den 13. september bliver Løkken Idrætscenter forvandlet til et mekka af sport, fællesskab og oplevelser, når Løkken Idrætsfestival løber af stablen. Her er dørene åbne for alle – børn, unge, voksne, ældre – og alle aktiviteter er gratis.

- Festivalen laver vi for byens skyld. Løkken er i vækst med mange tilflyttere, og vi vil gerne vise, hvad byen har at tilbyde. Det gælder både foreninger og de mange aktiviteter, man kan bruge idrætscentret til, fortæller arrangørerne.

Billede beskrivelse

Festivalen fungerer som et slags åbent hus, hvor man kan prøve kræfter med alt fra mini-triatlon og fitness til foreningsaktiviteter i alle afskygninger. I år er et af højdepunkterne et besøg af Havfruen Karin, som giver show i svømmehallen- både for dem på kanten og dem, der hopper i bassinet med dykkerbriller.

Foreningslivet er stærkt repræsenteret, og netop det er en vigtig del af formålet:

- Det skal være en nemmere vej ind i foreningslivet. Til festivalen kan man tage mor og far med og bare prøve noget af for hyggens skyld. Vi håber, at flere får lyst til at blive en del af fællesskabet.

Dagen byder også på åbent motionscenter, masser af foreningspræsentationer, et indblik i, hvad idrætscentret tilbyder samt mulighed for at købe mad, kolde drikke og is fra Is Kompagniet.

- Vi ønsker, at gæsterne går hjem med lysten til at komme igen. Det er ikke vigtigt, om det er i idrætscentret eller i en af foreningerne – bare de får en hyggelig og sjov dag, lyder det fra arrangørerne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste