Seneste nyt
Billede beskrivelse

Japan rykker ind på Tversted Skole

13. september 2026 kl. 06.02

TVERSTED: Japansk Kunsthåndværk, origami, mad og masser af muligheder for at gå på opdagelse. 

Den 12. og 13. september bliver Tversted Skole endnu en gang fyldt med japansk kultur, når det årligt tilbagevendende Japan i Tversted løber af stablen.

Der bliver både talt japansk, engelsk og dansk på gange og i lokaler, når dørene åbnes til Japan i Tversted. 

Arrangementet er efterhånden blevet en tradition, som hvert år den anden weekend i september trækker besøgende til fra et stort område. I år bliver weekenden noget ganske særligt, for i lige år får Tversted besøg af en større gruppe professionelle japanske kunsthåndværkere.

Hele 15 japanske kunsthåndværkere rejser denne gang til Nordjylland, og med sig har de kufferter fyldt med deres håndlavede produkter.

Bag arrangementet ligger blandt andet det store kendskab til Japan, som Marianne Isager og Nels Gaardahl gennem mange år har opbygget. De har et bredt og direkte kendskab til både japanske kunsthåndværkere, deres produkter og til landets kultur og æstetik.

Billede beskrivelse



De besøgende kan derfor se frem til kunsthåndværk, hvor der er kælet for blandt andet form, farver og overflader.

Også danske kunsthåndværkere er med
Japan er omdrejningspunktet for weekenden, men de japanske gæster står ikke alene.

Tversted Skole præsenterer også 11 danske kunsthåndværkere med håndlavede produkter. Blandt dem er lokale navne som keramikerne Janne Hieck og Gregory Hamilton fra Horne samt smykkekunstner Kirsten Sonne fra Sonnejewlery i København. Janne Hieck, Gregory Hamilton og Kirsten Sonne har netop udstillet på kunsthåndværkermarkedet på Frue Plads i København.

Samtidig holder Tversted Skoles permanente værksteder åbent begge dage. Her kan gæsterne komme tættere på både håndværket, processerne og de færdige produkter, og samtidig få et indblik i, hvad der ellers foregår på skolen til hverdag.

Fold en trane og få en snak
Japan i Tversted handler ikke kun om at kigge. Begge dage fra klokken 11 til 14 står japanske elever fra Vrå Højskole for et origami-værksted.

Her kan besøgende slå sig ned og prøve kræfter med den japanske papirfoldningskunst og blandt andet folde traner.

Samtidig håber arrangørerne, at værkstedet kan danne ramme om møder og samtaler med de unge japanere om, hvordan det er at være ung på den anden side af jordkloden, og om deres oplevelse af at gå på højskole i Danmark.

Japan kommer også på tallerkenen
Også smagsløgene får mulighed for at komme en tur til Japan i løbet af weekenden.

’Skolekøkkenet’, som er skolens restaurant, holder åbent og sælger kaffe, brød, sandwiches og retter med japansk tilsnit. Isager-butikken holder ligeledes åbent.

Fælles for weekenden er fokus på det håndlavede og på de mennesker, der står bag. Det gælder, uanset om tingene er rejst hele vejen fra Tokyo og Kyoto eller kommer fra Horne og Bratten.

Japan i Tversted finder sted på Tversted Skole den 12. og 13. september. Markedet er åbent fra klokken 10 til 16 begge dage.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste