Kunstværkerne flytter fra hjem til hjem: Det har de gjort i 50 år
HJØRRING: I 50 år har Kunstcirklen af 1976 haft kunsten som omdrejningspunkt.
Cirklen blev stiftet 6. april 1976, hovedsageligt af medarbejdere fra Hjørring Kommunes skattekontor, og siden da har mere end 50 medlemspar været en del af fællesskabet.
Det oplyser foreningen Kunstcirklen i en pressemeddelelse.
Formålet har fra begyndelsen været at skabe interesse for og forståelse af kunst i mange forskellige former - blandt andet gennem indkøb, cirkulation og auktion af kunstværker.
I dag består Kunstcirklen af 10-16 medlemspar. Princippet er enkelt: De indkøbte kunstværker cirkulerer mellem medlemmerne, så alle får mulighed for at opleve værkerne i hjemmet, inden de til sidst sælges på en auktion.
Gennem alle årene har en cirkulationsrunde med efterfølgende auktion aldrig givet underskud.
Medlemmerne betaler i øjeblikket 250 kroner om måneden, og der er ingen købetvang. Det betyder, at man kan være medlem alene for interessens og kunstoplevelsernes skyld uden at være forpligtet til at købe et kunstværk.
Indkøbene sker blandt andet i gallerier og på kunstudstillinger, men Kunstcirklen har også gennem årene købt værker direkte hos kunstnere - blandt andet i forbindelse med besøg hos kunstnerne.
Gennem de fem årtier har mere end 250 kunstnere været repræsenteret i Kunstcirklen.
Der har både været plads til nye og mindre kendte navne samt nogle af de mere etablerede kunstnere på den danske kunstscene.
Blandt de kendte kunstnere, der gennem tiden har været repræsenteret, kan nævnes Gerda Thune Andersen, Per Arnoldi, Grethe og Mogens Balle, Poul Anker Bech, Albert Bertelsen, Danelund, Søren Elgaard, Rylander, Engelund, Niels Helledie, Johs. Hofmeister, Poul Hofmeister, William Skotte Olsen, Snekke, Færgemann og Leif Sylvester.
Kunstcirklen af 1976 har dermed gennem et halvt århundrede skabt et levende fællesskab omkring kunsten og samtidig givet medlemmerne mulighed for at opleve et bredt udsnit af dansk kunst.
Der er i øjeblikket ledige medlemskaber.
Hvis man har interesse for kunst og ønsker at blive en del af Kunstcirklen, kan man henvende sig til formand Anne Hvid.