Unge fra hele landet udstiller deres fejl i Hjørring
HJØRRING: Vendsyssel Kunstmuseum inviterer torsdag 17. september til åbningen af årets udgave af Kørners Kunstkonkurrence - en landsdækkende udstilling, hvor unge billedkunst- og designelever fra gymnasiale uddannelser i hele Danmark præsenterer deres bud på årets tema.
I år lyder temaet “UPS”, og det har inspireret eleverne til at udforske alt fra hverdagens små fejl og pinlige øjeblikke til livets større udfordringer og uventede vendepunkter. Udstillingen viser, hvordan fejl ikke blot kan være noget, der skal undgås, men også kan være begyndelsen på nye idéer og kreative erkendelser.
Museumsdirektør Sine Kildeberg, forperson for Billedkunst- og Designlærerforeningen Marie Hardgrib samt billedkunstner John Kørner står for åbningen. John Kørner vil samtidig fortælle om årets tema og de udvalgte værker.
Den musikalske ramme leveres af de unge jazzmusikere i Tills Trio, som giver deres egen fortolkning af temaet “UPS”.
Kørners Kunstkonkurrence er en årligt tilbagevendende, landsdækkende kunstkonkurrence for billedkunst- og designelever på ungdomsuddannelserne. Konkurrencen blev stiftet af billedkunstner John Kørner og har til formål at inspirere unge til at udtrykke sig kreativt og synliggøre betydningen af billedkunst og design i uddannelserne.
Udstillingen kan opleves på Vendsyssel Kunstmuseum fra 17. september til 18. oktober, og der er fri entré til ferniseringen, hvor museet byder på en lille forfriskning. Alle er velkomne.