Hjørring Kulturskole åbnede med musik, taler og store ambitioner
HJØRRING: Efter flere års ventetid kunne Hjørring Kulturskole fredag officielt slå dørene op til de nye rammer i midtbyen.
Åbningen blev markeret med taler, musikalske indslag og en festlig eftermiddag, hvor både nuværende elever, tidligere elever, medarbejdere, forældre og samarbejdspartnere var samlet.
Borgmester Søren Smalbro stod for den officielle indvielse, hvor han fremhævede, at den nye bygning ikke blot handler om mursten og kvadratmeter, men om de muligheder, huset skal skabe for børn, unge og voksne i hele Hjørring Kommune.
- Vi åbner ikke bare et nyt hus. Vi åbner et sted for fællesskab, kreativitet og et sted, hvor kultur kan vokse i mange år frem, lød det blandt andet fra borgmesteren.
Sløjfen blev bundet op af de yngste
Den officielle åbning fik også et symbolsk og musikalsk islæt, da Suleiman og Sif fra Lundergaardsskolens Sistema-hold hjalp borgmesteren med at binde sløjfen op til det nye kulturskolehus.
Det blev en fin markering af, at huset netop er skabt for både de yngste elever og de mange, der gennem årene skal finde glæde ved musik og andre kreative fag.
Tidligere elever vendte tilbage
Musikken spillede en central rolle ved indvielsen. Blandt de medvirkende var flere tidligere elever, som siden har gjort sig bemærket i musiklivet.
Guitaristen Jakob Bangsø spillede klassisk musik, mens Carl Høy Larsen spillede cello. Bassist og producer Mille Mejer Djernæs vendte tilbage til det miljø, hvor hun selv trådte sine musikalske barnesko.
Sammen med Emil Rønning spillede hun et par numre og viste samtidig, hvordan kulturskolens undervisning og fællesskaber kan være begyndelsen på et langt musikalsk liv.
Fællessang og unge talenter
Også de nuværende elever var repræsenteret i det musikalske program.
Nordjysk Pigekors juniorkor sang for under fællessangen, mens elever fra Sistema-undervisningen var med til at sætte deres præg på dagen.
De forskellige indslag spændte fra klassisk guitar og cello over rytmisk musik til korsang og fællessang og viste bredden i det arbejde, der fremover skal udfolde sig i Hjørring Kulturskoles nye rammer.
Et hus for hele kommunen
Musikskoleleder Christian Larsen satte i sin tale fokus på husets centrale placering og på ambitionen om, at kulturskolen skal være et samlingspunkt for hele kommunen.
Med kort afstand til både busser, tog og Vendsyssel Teater er målet, at børn, unge og voksne fra hele Hjørring Kommune skal have nem adgang til huset.
Kulturskolen skal ikke blot være et sted, hvor man modtager undervisning, men også et åbent og levende hus, hvor mennesker mødes, og hvor kreativitet og fællesskab kan vokse.
Christian Larsen fremhævede samtidig betydningen af, at børn og unge lærer at fordybe sig, arbejde selvstændigt og turde være i de kreative processer, også når de er svære og frustrerende.
Flere års arbejde kulminerede
Den nye kulturskole har været flere år undervejs. Allerede i 2019 besluttede byrådet at arbejde for nye rammer til den daværende musikskole, som siden har udviklet sig til Hjørring Kulturskole.
Byggeriet har kostet lidt over 44 millioner kroner og er indrettet med fokus på blandt andet akustik, funktionalitet og fleksible undervisningsmiljøer.
Her skal de kommende år fyldes med toner, rytmer, harmonier, billedkunst, drama, kreativitet, venskaber og fællesskaber.