Seneste nyt
Billede beskrivelse

Camilla og Maiken glæder sig: Nyt dansk brillekoncept kommer til Hjørring

14. september 2026 kl. 10.00

HJØRRING: En almindelig brille, solbrille, fiskebrille og måske på sigt også en brille til golf, samlet i ét system. Onsdag lancerer Byens Optik i Hjørring det danske brillekoncept DOOK, som får sin helt egen væg i butikken.

Der bliver gjort lidt ekstra ud af onsdagen hos Byens Optik i Hjørring. Her bliver et helt nyt område i butikken nemlig taget i brug, når det danske brillebrand DOOK rykker ind. Konceptet har vakt begejstring hos medarbejderne.

- Det er noget, vi glæder os rigtig meget til. Der er virkelig tænkt over detaljerne og over, hvordan man kan gøre brillen mere anvendelig i hverdagen, fortæller Maiken Ladefoged fra Byens Optik.

Én brille kan få flere funktioner

Idéen bag DOOK er, at den samme brille kan bruges på flere måder.

Til brillen hører magnetiske clip-ons, som sættes direkte uden på glassene. Dermed kan den almindelige brille eksempelvis hurtigt forvandles til en solbrille. Men mulighederne stopper slet ikke her.

Der findes forskellige typer clip-ons og filtre, som kan vælges efter behov. Det gælder blandt andet polariserede glas, som reducerer genskin fra eksempelvis vand og derfor kan være interessante for lystfiskere. Der findes også forskellige tonede glas og filtre.

Ifølge Maiken Ladefoged er det netop fleksibiliteten, der gør konceptet interessant for en meget bred målgruppe.

- Man kan have sin helt almindelige brille og så tilpasse den efter, hvad man skal. Det betyder, at man ikke behøver have flere komplette briller med sig, siger hun.

DOOK arbejder ifølge Byens Optik desuden på en løsning målrettet golfspillere, hvor kontrasten i glasset skal gøre det lettere at følge golfbanen.

En lille detalje gør en stor forskel

En af de detaljer, som især har begejstret hos Byens Optik, er måden, de magnetiske clip-ons er konstrueret på. I stedet for én stor del består løsningen af to separate clip-ons. Én til hvert brilleglas.

Når de ikke sidder på brillen, kan de opbevares i en lille pose, som samtidig fungerer som pudseklud. Det betyder, at løsningen fylder ganske lidt og eksempelvis kan være i en lomme.

- Det er virkelig gennemtænkt. Normalt kan det være lidt besværligt at finde ud af, hvor man skal gøre af en clip-on, når man tager den af. Her er den delt i to, og man kan nemt have den med sig.

Dansk design

DOOK er dansk, og for Byens Optik er det også en del af historien bag det nye sortiment. Der er samtidig lagt vægt på kvaliteten af materialerne. Kollektionen tæller blandt andet stel i titanium samt modeller i acetat.

For Byens Optik handler nyheden dog ikke kun om selve brillerne. Det betyder også noget for butikken, at DOOK har valgt netop dem som forhandler.

Ifølge Maiken Ladefoged havde butikken selv fået øje på konceptet hos en optikerkollega i Odder og var interesseret i at høre mere. Men inden de nåede ret langt med henvendelsen, kom kontakten den anden vej.

- DOOK havde selv været inde og kigge på vores butik og vores branding og syntes, at det passede godt til dem. Det er selvfølgeligt et stort skulderklap til os, og det er vi stolte af, siger hun.

Får sin egen væg i butikken

DOOK får ikke blot plads blandt de øvrige brillestel hos Byens Optik. Konceptet får sin egen væg i butikken, som bliver gjort klar onsdag morgen. Herefter markerer butikken lanceringen med det, de kalder en ’brand opening’.

Her bliver der mulighed for at komme ind og se de nye briller og de forskellige løsninger nærmere.

- Vi sørger for kaffe på kanden og lidt lækkert til ganen, så vi vil gøre det til en festdag. Vi synes, det er rigtig spændende, at vi får lov til at præsentere DOOK her i butikken, siger Maiken Ladefoged.

Byens Optik ejes af Gitte Stiller og ligger i Strømgade i Hjørring.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste