Seneste nyt
Billede beskrivelse

Sommeren byder på kunstoplevelser for hele familien på lokalt kunstmuseum

01. juli 2026 kl. 12.02

HJØRRING: Har du endnu ikke oplevet den store særudstilling med Poul Anker Bech på Vendsyssel Kunstmuseum, er der god grund til at lægge vejen forbi hen over sommeren.

Museet har nemlig sammensat et sommerprogram med både offentlige omvisninger og kreative aktiviteter for børn, så både kunstinteresserede og familier kan få en særlig oplevelse.

Den aktuelle særudstilling ”På vej” samler for første gang en lang række af Poul Anker Bechs værker med motivet ”vejen”, som er lånt ind fra både museer og private samlere fra hele landet. Udstillingen giver indblik i et af kunstnerens mest karakteristiske motiver og viser, hvordan vejen går igen som et gennemgående tema i hans billedunivers.

Hen over sommeren inviterer museets kunstformidlere til offentlige omvisninger, hvor gæsterne kan komme tættere på både værkerne og historierne bag dem.

Samtidig fortsætter ArtCampen ”Knud” sit sommertogt med kreative aktiviteter og fortællinger om Poul Anker Bech. I den kommende tid besøger ArtCampen blandt andet Hjørring Kommunes Aktiv Sommer i SFO’erne i Bindslev og Vrå.

For dem, der ønsker endnu flere kunstoplevelser, tilbyder museet også et årskort gennem Klub VKM, som giver fri adgang til udstillingerne og en række medlemsfordele året rundt.

Der kan læses mere om udstillingen, omvisningerne og sommerens øvrige aktiviteter på Vendsyssel Kunstmuseums hjemmeside.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste