I Kabul med Dannebrog på uniformsjakken

FELTPRÆST: Med afslutningen på januar måned nærmer vi os også afslutningen på seks måneders udsendelse til Kabul for godt 160 danske soldater.

Siden 2015 har danske soldater været del af den internationale mission ”Resolute Support” i Afghanistan. Det er en ”non combat mission”, hvilket betyder, at vi ikke har en kamprolle, men skal træne, rådgive og støtte de afghanske sikkerhedsstyrker.

Som de danske soldaters feltpræst har jeg delt liv og vilkår med ”svendene”. Det har været en rigtig god oplevelse. Særlig tæt har jeg været på Stab og NSE, som primært er opstillet af Trænregimentet i Aalborg, samt de 89 unge soldater fra den bornholmske opklaringsbataljon, MFPT’erne.

Stab og NSE har som opgave at træffe overordnede beslutninger, samt sørge for, at grej og IT er til stede og i orden.

MFPT’erne står for persontransport – først og fremmest af rådgivere. Hele vejen rundt gælder, at opgaverne er blevet løst med anerkendelsesværdig professionalisme. Det har krævet stort overblik og grundig planlægning. Her skaffes ting ikke fra den ene dag til den anden. Og kørsel i Kabul byder ikke kun på trafikalt kaos, men også på risikoen for angreb i form at bilbomber og lignende. Som passager i de pansrede køretøjer er man helt afhængig af de unge mænds dømmekraft og alvor i tilgang til opgaven.

På intet tidspunkt har jeg oplevet, at der er blevet slækket på tilgang og kvalitet.

Det havde ellers ikke været svært at forstå, hvis engagementet dalede undervejs. Det er lang tid at være hjemmefra og henvist til meget trange levevilkår uden nævneværdig plads til privatliv. Periodisk har det også knebet med nok arbejdsopgaver til MFPT’erne. Deres køretøjerne lånes og serviceres af amerikanerne. Oprindeligt rådede de over 22 køretøjer, men en overgang var kun otte kørende. Det gav stort overskud af tid, men igen var den gode oplevelse soldaternes evne til at tænke konstruktivt og få noget godt ud af situationen i form af vedligehold af materiel og træning – både af krop og militære færdigheder.

Nu er vi på vej hjem. Nogen fortsætter i det militære spor, andre vælger at gå ud civilt. Uanset valg, vender vi tilbage med stolthed. Langt størstedelen af det danske folketing står bag beslutningen om Danmarks deltagelse i missionen i Afghanistan. Vi så det som vores pligt at gøre, hvad vi kunne. Vi tror, vi gjorde en positiv forskel og gjorde Danmark ære.

Når vi kommer hjem til frisk luft og al den lethed, som præger et velordnet samfund som det danske, kan jeg være lidt bekymret for modtagelsen. Jeg kender det fra mig eget liv: når omgivelser hører, at jeg har været udsendt, så bliver jeg ”målt”: ”Hvor galt er det fat med ham?” Jeg holder en del foredrag om mine udsendelser og hver gang afslører spørgsmål, at det tages for givet, at vi vender mere eller mindre ødelagte hjem. Det er blot et spørgsmål om graden af lidelse.

Det er et misvisende billede. Jeg anerkender, uden omsvøb, at danske soldater har været i situationer, der har præget deres liv negativt. Det kan heller ikke diskuteres, at særligt tidligere var hjælpen, som skadede veteraner blev tilbudt, helt utilstrækkelig. Der er heller ikke tvivl om, at vi stadig kan gøre det bedre.

Når dét er slået fast, er det lige så vigtigt at fastholde, at langt de fleste vender hjem fra mission raske og udviklede. Her er det synd og skam, hvis et fortegnet billede pr. automatik fører til stigmatisering af veteraner.

Tilbage til de unge kvinder og mænd, der vender hjem fra Afghanistan i disse uger. Herude lærte de at tilsidesætte egne behov for fællesskabets bedste og over en lang periode lærte de at bo sammen under trange forhold, indordne sig og finde gode løsninger. Endelig lærte de at begå sig i et internationalt miljø bestående af meget forskellige kulturer.

De kom også til på forskellig vis at reflektere over livet. På tur gennem Kabuls gader var det svært ikke at blive ramt af taknemmelighed over, hvad vi i Danmark har og kan.

Dannebrog på venstre skulder fik helt ny betydning.

Det førte for mange videre til spørgsmål om livets indretning og mening. Når selvmordsbomberne sprængte sig selv og andre i luften lige uden for muren, der beskytter lejren, stod det klart, at det ikke er lige meget, hvad man tror på. Her førte refleksion til, at mange begyndte at deltage i feltgudstjenesterne. En blev endda døbt undervejs.

Vi er på vej hjem. Vi har haft en god tur og har det godt. Vi glæder os til at møde jer og fortælle om oplevelserne, og vi håber, at I tager imod os med kærlighed, interesse og respekt.