En god kikkert betyder meget. Foto: Helge Søgaard
Mennesker

- Alle kan lære at se på fugle

Skindbjerglund er et godt sted at starte, anbefaler tidligere byrådsmedlem Klaus Anker Hansen, som altid har været fascineret af fugle

21. august 2021 kl. 06:00
En god kikkert betyder meget. Foto: Helge Søgaard Helge Søgaard
Klaus Anker Hansen med sine egne optagelser af sort sol. Foto: Helge Søgaard Helge Søgaard
Klaus Anker Hansen fodrer fugle hjemme i haven. Foto: Helge Søgaard Helge Søgaard
Klaus Anker Hansen midt i naturen. Foto: Helge Søgaard Helge Søgaard

Han er kendt fra talrige artikler om naturoplevelser og ture ud i naturen. Og også som mangeårig lærer i Rebild Kommune og især for sit mangeårige engagement i lokalpolitik med sæde i Rebild Kommunes byråd.

I dag har han lagt både lærergerningen og lokalpolitikken bag sig, og derfor er det mest naturoplevelserne og især fuglene, der får opmærksomheden.

- Jeg har altid været optaget af naturen. Fuglene var allerede i kikkerten fra ungdomsårene, men jeg har også været optaget af lystfiskeri, af at studere insekter og i det hele taget af at færdes i naturen, men interessen for fugle har hængt ved gennem alle årene, fortæller Klaus Anker Hansen, der senest har fejret sin 65 års fødselsdag.

- Her i august skal min hustru Anette og jeg til Rømø for at deltage på et kursus, hvor man lærer at finde rav, men jeg er helt sikker på, at vi også skal ud og se på fugle, for det er jo nu, at trækfuglene begynder at samles for at gøre sig klar til at drage sydpå for vinteren, lyder det begejstret fra Klaus Anker Hansen.

En af hans favoritoplevelser med fugle er så absolut begrebet sort sol, når store flokke af stære samles og flyver synkront i store flokke, inden de falder til ro for natten i siv og vådområder.

Det kan man opleve både om foråret, når de ankommer hertil, men især om efteråret når de igen samles for at trække sydpå.

Ifølge den kendte ornitolog har hver årstid sin charme. Vinteren byder på trækkende gæs, ænder og svaner, der kommer ned fra køligere egne for at overvintre i Danmark, og om foråret dukker alle ynglefuglene op sydfra. Sommeren byder på ynglende og fouragerende fugle overalt, og om efteråret starter de såkaldte returtræk igen med masser af muligheder for at se store mængder fugle.

Kend fuglestemmerne

Fuglene fascinerer, fordi de repræsenterer naturens forunderlighed og mangfoldighed. Og så er de her jo hele året rundt i form af trækfugle og standfugle, så variationen af arter er ganske stor. Ifølge Klaus Anker Hansen hører man oftest fuglene, inden man ser dem. Derfor er det en rigtigt god ide, at man kender deres sang, så man ved, hvad man skal kigge efter, når man færdes i naturen.

- Jeg har lært det ved at øve mig men også ved flittig brug af apps som fuglefeltguiden og birdnet. Her kan man høre alle fuglestemmer og endda optage fuglesang, hvorefter birdnet-appen fortæller dig, hvilken fugl der er tale om, fortæller Klaus Anker Hansen.

- Interessen for fugle er i vækst, godt hjulpet af at mange har bevæget sig ud i naturen og dermed fået øjnene op for fuglekiggeriet, fortæller Klaus Anker Hansen, der i øvrigt mener, at hensynet til naturen og dyrelivet sagtens kan kombineres med, at flere og flere færdes i naturen.

- Bare vi gør det med lidt afstand og respekt. Og ikke mindst på det rette tidspunkt for så kommer eksempelvis fuglene jo nærmest til dig, uden at du behøver at forstyrre dem, lyder det fra Klaus Anker Hansen, der supplerer med, at man selvfølgelig ikke skal stille sig op lige under en ynglende rovfugl.

- Vis lidt ærbødighed og lær dig selv at blive en god betragter af alt det spændende, du kan se i naturen. Gerne gennem en god kikkert, der er med til både at holde afstand og bringe dig tæt på fuglene, siger ornitologen.

Varieret fremfor vild natur

- Jeg synes, at begrebet vild natur ofte bliver en slags begrænsende fællesnævner på noget, man ikke må færdes i, og som skal stå urørt til evig tid. Jeg vil derfor langt hellere tale om varieret natur, fordi det er nødvendigt, at vi mennesker griber ind og skaber variation, fastslår Klaus Anker Hansen.

Han bruger gerne eksemplet med en skovsø, som med tiden bliver en mose, der springer i skov med først birk og senere andre løvtræer, hvorefter vi ender med den samme naturtype overalt.

- Havde vi nu naturreguleret og bevaret søen, så havde vi fastholdt levesteder for fugle, der kan lide dens slags biotop i naturen, lyder det fra Klaus Anker Hansen.

Alle kan begynde at se på fugle. Ifølge Klaus Anker Hansen er Skindbjerglund et godt sted at starte, fordi naturen netop her er så varieret, men også Rold Vesterskov er interessant, blot man her husker kun at færdes på veje og stier, da det er privatskov. Men også Bjergeskoven i Rold Skov og langs med Lindenborg Å’s sumpede og varierede natur kan man finde mange forskellige fuglearter, lyder anbefalingen fra ornitologen Klaus Anker Hansen.

Ellers start i det små med at fodre havens småfugle med solsikkekerner. I løbet af kort tid har du masser af forskellige fugle lige uden for stuevinduet.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu