Hvor verden ikke er af lave

Verdenskortet har pæn omsætningsfremgang, og lige nu opgraderes faciliteterne i Klejtrup

25. oktober 2017 kl. 06.20

Verdenskortet kommer ikke til at se anderledes ud.

Men derfor kan verden uden om de 90 gange 45 meter i Klejtrup Sø jo godt forandre sig en smule.

I hvert fald i den lille mini-verden, som gemmer ved bredden af Klejtrup Sø.

Verdenskortet er nemlig blevet et stedse mere hot besøgssted, og derfor skal bekvemmeligheden for gæsterne øges, mens de opholder i området for at studere turistattraktionen ved Klejtrup Sø.

Men også vilkårene for de ansatte på stedet skal forbedres i kraft af moderne mandskabsrum.

Der både bygges om og bygges til hen over vinteren.

- Vi samler indgang, mandskabsfaciliteter, lager og kontorer i en ny om- og tilbygget bygning på 400 kvadratmeter.

Her indretter vi et nyt og væsentligt større køkken til at betjene de mange spisende gæster, fortæller Søren Cassøe, konsulent.

Hvor selve Verdenskortet holder sæsonlukket nu, fortsætter udlejning til selskaber, der i 2010 blev adskilt som en virksomhed for sig, året rundt.

Men succesen det ene sted trækker jo gæster med det andet sted.

- Lige nu rider vi på en succesbølge med flere fester og stadig flere besøgende, og vi kan med 40.000 gæster notere en pæn tilgang - og en samlet vækst på 25 procent.

- Den succes udnytter vi til at investere i forbedrede forhold som led i det generationsskifte, der blev indledt december 2016, hvor jeg blev ansat som konsulent på deltid, fortæller 31-årige Søren Cassøe.

Han glæder sig over, at udenlandske tv-stationer fra USA, Japan og England (Discovery) har sendt reportager fra Verdenskortet, der minsandten også har fået et gennembrud hos de vejdirektoratiske myndigheder.

Løftet fra den statslige motorvejsejer går på, at et af de velkendte, brune seværdighedsskilte opstilles ved afkørsel 36 (Onsild) i begge retninger i nær fremtid.

- Vi får selv mulighed for at præge det grafiske design, og det vil i lighed med eksponeringen på udenlandsk tv betyde et kæmpeløft i vores markedsføring, forudset Søren Cassøe.

Han er søn af Lisbeth og Flemming Cassøe, som i 1998 overtog Verdenskortet efter Sørens bedsteforældre, Othilie og Helge Cassøe.

Sidstnævnte er beslægtet med dansk-amerikaneren Søren Poulsen, der i årene 1944 til 1969 opbyggede Verdenskortet.

Da man i hans tid afvandede omkringliggende enge, dukkede en sten, der mindede meget om Jylland, frem.

Den gav Søren Poulsen ideen til at bygge sin egen lille verden.

Med primitive hjælpemidler blev store sten flyttet ud på isen om vinteren og anbragt der, hvor de skulle bruges.

Når foråret kom, kunne stenene vippes på plads, og langsomt tog Verdenskortet sin form. Den historie udvikler sig til stadighed.

Nok rører de ikke ved udseendet af selve Verdenskortet, men i en lille viden-lund kan du eksempelvis se, hvad der vil være tilbage af verden, hvis al indlandsisen smelter, og havet stiger med 70 meter.

Gennem brug af en app kan gæster digitalt fylde på deres viden om verden.

Og i rigt mål give deres oplevelser videre til andre.

- Via spørgeskemaer ved vi, at mellem 40 og 45 procent af vore gæster er gengangere. Mange tager børn eller børnebørn med.

- Men vi ved også, at mange gerne vil holde telefon eller computer slukket, når de er på ferie.

Derfor vægter vi også den umiddelbare oplevelse højt, siger Søren Cassøe, der regner med at overtage fuldtids i løbet af tre-fire år.

Lige nu arbejder han mest for Go On gruppen, der driver tankstationer. På fritidsbasis sysler Søren Cassøe med egen it-virksomhed.

Den arbejder med digital markedsføring - såmænd inden for turistbranchen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste