Juleklumme: Jeg tror, du tror, jeg gør det

Hans Wendelboe Bøcher var i en årrække klummeskribent og journalist. I anledning af julen genoptrykker avisen to af hans klummer i løbet af december. I slutningen af måneden skriver Hans Wendelboe Bøcher en helt ny klumme.

Jeg tror, min kone tror, jeg er løbet fra vores aftale om ikke at købe dyre gaver til hinanden i år.

Forleden fik familien lokket mig med i storcenteret.

Det er ellers ganske sjældent, jeg sætter mine ben i de alt for varme, alt for store, alt for fyldte storcentre op mod jul. Jeg bryder mig simpelthen ikke om det.

Inden for dryssede 'jingle bells' i let arrangement for strygere og panfløjte liftligt ud af de dårligt skjulte højttalere, mens kunstig gran hang i spredte klynger sammen med overdimensionerede, røde julekugler. Efter kun få minutter fortrød jeg bitterligt, at jeg overhovedet var taget med.

Tungtlastede indkøbsvogne defilerede forbi mig i en lind strøm; alle fulde af kirsebærsovs, kartofler på glas, sild, flæskesteg og julestjerner med krøllede blade; dertil gerne adskillige med poser fyldt med kulørt indpakkede gaver i alskens former on the side. Det er forbrugerisme i fuldt flor. Det er juleglæde på kontokort. Det er nisser og gran til discountpris.

Selv har vi i familien sidste år endelig taget springet og giver ikke gaver voksne imellem. Og hvilken succes! Hele december måned byder på en helt anden ro og tid til inderlighed; tid til faktisk at lave noget sammen.

Det skal retfærdigvis lige tilføjes, at familiens yngste naturligvis gerne må få gaver.

- Lego-sortimentet skal jo gerne holdes ved lige.

Efter en time i storcenterhelvede havde jeg alvorligt brug for at komme væk. Jeg aftalte med min altid forstående kone, at mens hun og ungerne fandt noget at spise, kunne jeg få en halv time for mig selv; bare lidt frisk luft eller en tur i gadgetverdenen uden konstant at blive hevet i.

- Ungerne kan alligevel ikke se det samme i et Canon EF 28-300mm f/ 3.5-5.6 IS USM-objektiv, som jeg mener, jeg kan. Heldigvis har jeg en meget omsorgsfuld kone, som med det samme havde blik for mit behov, og ungernes og sit eget for mad.

Da jeg endelig slap væk fra den voldsomme kombination af juleovergearede unger, kunstig sne og ' Glade jul' i højttalerne, var det hele næsten til at holde ud. Det var et hårdt tiltrængt pusterum blandt dvd'er, computergadgets, bøger og alt det andet, jeg kunne ønske mig.

- Men nok se, ikke købe.

Da jeg en halv time senere igen stødte til familien, fik jeg fornemmelsen af, at min kone nu tror, at jeg tror, at hun tror, jeg er løbet fra vores aftale om ikke at købe gave til hinanden i år:

- Nu husker du vel vores aftale, prøvede hun.

- Jo, jo, ingen købte gaver i år, forsikrede jeg hende.

Men jeg kunne se på hende, at hun ikke var overbevist.

Okay, jeg spiller også lidt på det, for det er sjovt at holde hende hen. Hvad finder hun mon nu på? Men sæt nu, hun føler sig nødsaget til at købe noget til mig, fordi, hun tror, jeg har købt noget til hende.

Måske jeg for en sikkerheds skyld skulle finde en gave til hende.