Efter et år i Skagen er livsstilsbutik tilbage i hjembyen
FREDERIKSHAVN: Livsstilsbutikken Søndergaard F er tilbage i Frederikshavn efter en afstikker til Skagen.
Indehaver Tina Søndergaard Frederiksen er igen at finde i de selvsamme lokaler, hvor hun i 2019 åbnede Søndergaard F - nemlig Søndergade 9 mellem Cozy Krea og Flying Hirsch.
Året efter åbningen flyttede Søndergaard F imidlertid til hjørnet af Danmarksgade og Th. Bergs Gade, hvor nu Musik & Kram har til huse.
For et år siden besluttede Tina Søndergaard Frederiksen så at prøve lykken i Skagen.
Det gik også godt nok, men hun savnede Frederikshavn, og allerede samme efterår åbnede hun lagersalg i Søndergade 9, hvor hun nu altså samler sine aktiviteter.
Søndergaard F har et stort udbud af boligindretning, brugskunst og specialiteter foruden modetøj fra de danske brands, Rue du Femme og PBO.
Som noget nyt tilbyder Tina Søndergaard Frederiksen sine kunder muligheden for personlig shopping, hvor de uden for åbningstiden får butikken for sig selv.
- Mange kunder kan godt lide at have fred og ro til at forny sin garderobe eller boligindretning og få en personlig vejledning. Det er hver gang en fornøjelse for begge parter, siger Tina Søndergaard Frederiksen.