På jagt efter flere frivillige hjerteløbere
I Danmark har vi en rekordhøj overlevelse efter hjertestop uden for hospital, særligt i det offentlige rum. Ambitionen er, at endnu flere skal overleve, og ny dansk forskning viser, at de fleste hjertestopoverlevere vender tilbage til et godt liv. Derfor besøger Sundhedsstyrelsens og TrygFondens Sammen redder vi liv-bus i de kommende uger kommuner i alle regioner for at få flere til at træde til ved hjertestop og blive hjerteløbere.
Danmark har i løbet af de seneste 20 år udviklet sig til at være en førende nation, når det kommer til, hvor mange der overlever hjertestop uden for hospital. I perioden fra 2001 til 2022 er overlevelsen firedoblet. Det er den, fordi vi gennem regionerne har en stærk organisering af det præhospitale arbejde og nogle fagligt meget stærke hjerteafdelinger placeret strategisk rundt omkring i landet. Der er gennem de seneste 20 år igangsat væsentlig forskning på området, godt støttet af blandt andet danske fonde. Den mest afgørende forskel er dog, at man i Danmark har opbygget en træd-til-kultur, som gør, at langt de fleste – 80 pct. – modtager tidlig livreddende førstehjælp fra vidner og førstehjælpere, hvis de falder om med hjertestop.
- Vi har opnået imponerende resultater på genoplivningsområdet de senere år, og det skyldes ikke mindst, at rigtig mange danskere har meldt sig som hjerteløbere. I dag er mere end 155.000 frivillige hjerteløbere, der kan træde til, hvis uheldet er ude, og folk har brug for akut hjælp. Deres indsats er helt afgørende for, at flere kan overleve et hjertestop uden for sygehusene. Og derfor håber jeg også, at endnu flere har lyst til at blive hjerteløbere, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.
”Sammen redder vi liv”-bussen skal rekruttere flere hjerteløbere
Fra den 25. september til den 13. oktober og igen fra den 30. oktober til den 17. november sender Sundhedsstyrelsen og TrygFonden i samarbejde med Danske Regioner Sammen redder vi liv-bussen rundt til 17. kommuner fordelt over hele landet. Det skal skabe opmærksomhed omkring vigtigheden af at kunne redde liv og at få flere døgntilgængelige og funktionsduelige hjertestartere, særligt i boligområder.
Bussen besøger blandt andet udvalgte sundhedsfaglige uddannelsessteder, hvor de studerende kan deltage i et 30 minutters hjertelungeredningskursus, som lever op til internationale standarder, og høre om muligheden for at melde sig som frivillige til TrygFondens hjerteløberordning.
Borgernes indsats har stor betydning
I 2022 overlevede 699 personer – svarende til 14 pct. – et hjertestop uden for hospital i Danmark bl.a. takket være hurtig hjælp fra personer i nærheden. I et nyt dansk studie, som netop er blevet publiceret i det velansete internationale tidsskrift JAMA Cardiology (Journal of the American Medical Association), har man spurgt 4.545 personer, der i perioden 2001-2019 har overlevet et hjertestop uden for hospital, hvordan de har det. 2.552 har svaret. Det gør undersøgelsen til den mest omfattende af sin art.
- Vores nye undersøgelse fortæller os først og fremmest, at de fleste hjertestopoverlevere vender tilbage til et godt liv. De har det lige så godt fysisk og mentalt som resten af befolkningen, og risikoen for angst og depression er ikke forøget efter hjertestoppet. Det er utrolig opmuntrende for alle, som træder til ved hjertestop, og for alle, som professionelt eller frivilligt arbejder for, at flere skal overleve hjertestop, siger Harman Gailan Hassan Yonis, læge og forsker i Dansk Hjertestopregister.
Her besøger Sammen redder vi liv-bussen Nordjylland:
2. oktober kl. kl. 09.15 og 10.30, Professionshøjskolen UCN Aalborg, Selma Lagerløfs Vej 2, 9220 Aalborg
2. oktober kl. 19, Grundejerforeningen Hessel, Gøgevej 18, 9640 Farsø
3. oktober kl. 17, Grundejerforeningen Rinddalen (holdes på Mariager Skole, Hjulhusvej 3, 9550 Mariager)
4. oktober kl. 9-11.30, SOSU Nord Hobro, Kirketoften 5, 9500 Hobro
4. oktober kl. 12.30-14, SOSU Nord Aars, Østre Boulevard 10, 9600 Aars
6. oktober kl. 10-11, SOSU Nord Brovst, Skolevvej 5, 9460 Brovst
10. oktober kl. kl. 9.15, 10.30 og 11.15, Professionshøjskolen UCN Campus Hjørring, Skolevangen 45, 9800 Hjørring
10. oktober kl. 13-14, SOSU Nord Hjørring, Hedevold 11, 9800 Hjørring