Seneste nyt
Billede beskrivelse

80 unge fra hele landet tager hul på 11 måneders værnepligt i Søværnet

03. august 2026 kl. 14.31

FREDERIKSHAVN: I morges kl. 9.00 startede værnepligten for de 80 frivillige, der havde valgt Søværnet i Frederikshavn. 

Kl. 9.01 indtog de deres første retstilling, da chefen for Søværnet, kontreadmiral Søren Kjeldsen, trådte ind i lokalet for at holde sin tale til de første værnepligtige i den ny ordning med 11 måneders værnepligt. 

Velkomsten var vellykket, og det med at stå ret kommer nok hen ad vejen.

Billede beskrivelse

Tilsvarende ceremonier fandt sted ved de øvrige værn, og i alt startede 1600 frivillige værnepligtige deres tjeneste. 

Det er en markant stigning i antallet af værnepligtige og næsten en tredobling af værnepligtsperioden - et resultat af forsvarsforliget og en konsekvens af den urolige verdenssituation.

I Frederikshavn, som varetager hovedparten af Søværnets uddannelsesaktiviteter, har man forberedt sig grundigt til dagen - både med opførelse af ny indkvartering, uddannelse af instruktører og tilrettelæggelse af en helt ny uddannelse. 

Et boost

Selve uddannelsesdelen øges fra fire til fem måneder, hvorefter de værnepligtige indgår i aktiv tjeneste de sidste seks måneder.

- Det er virkelig et boost til Søværnet, som i længere tid har haft ubesatte stillinger på vores skibe. Nu kan vi se frem til, at vi allerede om fem måneder vil få udfyldt de huller, der er i vores besætninger. Det vil styrke vores evne til at udføre de opgaver vi har og vil få, bl.a. i Nordatlanten. Det vil også gøre det lettere at rekruttere fast personel, siger kontreadmiral Søren Kjeldsen.

Alle Søværnets værnepligtige starter deres uddannelse på Center for Maritim Uddannelse og Skibssikkerhed i Bangsbo, der af de lokale bare kaldes sergentskolen. 

Billede beskrivelse

Her har man hidtil uddannet 215 værnepligtige årligt.

Nu stiger tallet til 600.

- Vi glæder os til at tage imod de nye værnepligtige. Det er en fornøjelse at følge den udvikling, de gennemgår i løbet af uddannelsen, både fagligt og menneskeligt.

- Man hører ofte om den forkælede generation Z, der ikke gider nogen ting, men det kan jeg slet ikke genkende her. Det er virkelig nogle engagerede og dygtige unge mennesker, siger chefen for uddannelsescentret, kommandørkaptajn Morten Hvilshøj.

Billede beskrivelse

Seks retninger

Efter et grundforløb skal de værnepligtige vælge uddannelsesretning. 

Der er i alt seks retninger, hvoraf de tre foregår i Bangsbo, to på flådestationen og en i København. 

Derfor er der også gang i kasernebyggeri ved flådestationen, lige som Søværnet har lejet sig ind på et at byens kollegier. 

Det er en stor opgave at udbygge Søværnet så kraftigt, men den er allerede godt på vej til at blive løst.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste