Billede beskrivelse

Janne og Hjerteforeningen går sammen om nyt koncept

15. august 2025 kl. 06.03
Opdateret 17. august 2025 kl. 20.55

SÆBY: Hjertemotion sæsonen står for døren, og i år har Hjerteforeningen Sæby indgået et helt nyt
spændende samarbejde med fysioterapeut Janne Grøndahl Hansen og Fitnesshuset i Sæby.

Hjertemotion er et fantastisk tilbud til den, som ønsker at træne i et fællesskab, hvor der er fuld tryghed, fordi øvelserne er tilrettelagt og gennemført af en fysioterapeut.

Der er fokus på at styrke hjertet og forbedre eller vedligeholde konditionen samtidig med en god atmosfære af leg og godt humør.

Træning afsluttes med afspænding og en hyggesnak over en kop kaffe eller te sammen med en af tovholderne på Hjertemotion, Inger Marie og Henrik.

Alle kan deltage uanset om man er nybegynder eller erfaren, eller måske netop har afsluttet forløb i sundhedscenteret.

Hjertemotion fokuserer på styrke, puls og balance for hele kroppen – øvelserne tilpasses den enkeltes niveau og evt. skader/begrænsninger.

Billede beskrivelse

Instruktøren

Hjerteforeningen Sæby glæder sig til det nye samarbejde med Janne, som blev uddannet fysioterapeut i 2013, og som har arbejdet med kommunal genoptræning og i flere år som selvstændig i Hjørring og nu også i Sæby, hvor hun er født og opvokset og bor med sin lille familie.

Også Fitnesshuset glæder sig til at byde velkommen til nye gæster i de fine lokaler på Tranåsvej 14, hvor der også er gode omklædnings – og bademuligheder.
Janne og Hjerteforeningen Sæby er klar til at tage godt imod såvel nye som tidligere deltagere af Hjertemotion til en sjov og afvekslende træning.

Efterårssæsonen starter i uge 35 med mulighed for træning på formiddagshold eller
eftermiddagshold.

Foreningens næste arrangement er allerede tirsdag den 26. august kl. 18.30 med årets Beachwalk, ca. 1 times gåtur langs promenaden hvor alle kan deltage og er velkomne

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste