Billede beskrivelse

Dorte kan fejre 40 år som dagplejer

28. august 2025 kl. 13.59

FREDERIKSHAVN: At overlade pasningen af sit barn til en anden er en stor tillidssag. Og der er mange familier, der gennem årene har været så heldige, at det var Dorte Andersen, de måtte betro den opgave.

Egentlig var det den 19. august 1985, hun begyndte, men det er den 1. september, hun kan fejre sit jubilæum med 40 år som dagplejer i Frederikshavn Kommune.

Dorte Andersen er uddannet kommis hos købmand Johan Andersen på Kirkepladsen, og det var også her, hun mødte sin mand, Knud Evald Andersen, som var købmandens søn.

Dorte Andersen og Knud Evald Andersen fik hurtigt tre børn, og det viste sig som en praktisk løsning, at Dorte Andersen kunne få mulighed for at gå hjemme ved børnene og samtidig være dagplejer. Også fordi Knud Evald Andersen arbejdede om eftermiddagen og aftenen. Han har hele sit liv været musiklærer og i en årrække også dirigent for Tordenskjoldsgarden.

- Da jeg startede som dagplejer, arbejdede vi 54 timer om ugen, og det var også om lørdagen. Man måtte have op til seks børn udover sine egne. Jeg havde jo selv tre, så på et tidspunkt passede jeg ni børn – men det gik jo også. Og børnene var meget forskellige i alder – jeg har haft flere børn i pleje, der var så gamle, at jeg skulle følge dem i skole, griner Dorte Andersen.

Billede beskrivelse

Hun var overbevist om, at hun ville lave noget andet, når hendes mindste barn kom i skole, men sådan blev det ikke. Jobbet som dagplejer havde bidt sig fast, og i alle 40 år har det foregået fra deres hus i Ejbygade i Nordbyen.

- Det er jo et dejligt frit og selvstændigt job – nærmest en livsstil, og der er ikke to dage, der er ens. Det har passet utroligt godt ind i vores liv og Knud Evald Andersens arbejde. Og han har altid selv arbejdet med børn som musiklærer og har derfor bidraget meget i hverdagen. Børnene er mindst lige så glade for ham som for mig, fortæller Dorte Andersen og fortsætter:

- Jeg synes, det er dejligt at være med til at give børnene tryghed i nogle af de vigtigste år af deres liv. Man får også et tæt og fortroligt forhold til mange unge familier. Jeg har også haft mange børn af ikke-danske forældre, og det er en stor gave at lære om deres kultur og bidrage til deres integration. Med årene har der været utrolig mange familier igennem, og jeg har haft familier, hvor forældrene selv engang er blevet passet her – så har man været i gang længe, griner hun.

Billede beskrivelse

Hver uge mødes dagplejerne i Nordbyen til legestue på Gl. Torv, for at børnene kan møde andre børn – men også for, at man kan mødes med kollegerne.

- Det er dejligt at komme hjemmefra i legestue, hvor jeg også får lidt voksensnak og sparring. Men vi sætter også stor pris på den frihed, vi har med den nye eldrevne ladcykel. Det gør, at vi kan komme noget længere omkring, og børnene elsker at komme ned på Palmestranden og til Rønnerhavnen. Det er den frihed, jeg sætter pris på i jobbet, og jeg vil da håbe, at flere unge vil få øjnene op for de kvaliteter, der er i at være dagplejer – for i øjeblikket er det svært at skaffe nye, unge dagplejere, slutter Dorte Andersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste