Billede beskrivelse

Restaurant Sæson åbner pop-up-sted i naboby

22. august 2025 kl. 10.59
Opdateret kl. 11.12

SÆBY: Det er en stor drøm, der nu går i opfyldelse for indehaver og køkkenchef Tobias Vasant og restaurantchef Mia Steenberg, når de i oktober slår dørene op til en restaurant Sæson i Sæby. 

Restauranten åbner i de idylliske lokaler i Den gamle købmandsgård i Vestergade. 

De er begge vokset op i Sæby og har altid drømt om at åbne en restaurant i hjembyen. Og pludselig var det rigtige tidspunkt der, da lokalerne i købmandsgården blev ledige.

- Vi er utroligt glade for vores restaurant i Frederikshavn, men at kunne bringe vores koncept til Sæby er noget, vi længe har overvejet. Vi er jo erklærede sæbynitter, og vi vil gerne give noget tilbage til vores fantastiske hjemby, fortæller Tobias.

Billede beskrivelse

Restaurant Sæson er kendt for deres uhøjtidelige koncept, hvor menuen skifter hver tredje uge.

Man kan vælge mellem 2, 3 og 4-retters menuer samt to hovedretter. Retterne i menuen sammensættes af de tilgængelige råvarer, afhængig af årstiden.

Alle råvarer er danske og gerne lokale - og der er altid både kød og fisk i menuerne. Herudover har de hovedretterne ”Bøffen” og ”Fisken”, som også kreeres ud fra de bedste råvarer på dagen. 

Drikkevarerne i Sæby vil også være lokale. Øllene er fra Sæby Bryghus og vinene fra Hansens Vinotek.

- Vi har åbningsweekend midt i oktober, hvor vi vil lave en helt speciel menu – og herefter har vi åbent torsdag, fredag og lørdag. Vi holder i første omgang åbent indtil 20. december. Så samler vi lidt op på erfaringerne og håber på igen at kunne åbne til påske.

Billede beskrivelse

Der er plads til cirka 50 personer, og det vil være muligt at booke restauranten til julefrokoster og større arrangementer, også udenfor normale åbningstider.

- Vi glæder os helt vildt, og vi håber at se mange af de sæbynitter, som har været flittige gæster i Frederikshavn i den nye restaurant, fortæller Mia.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste