Natteravnene fejrer 25 års jubilæum ved Foreningernes Dag
FREDERIKSHAVN: Den 30. august har Natteravnene eksisteret i Frederikshavn i 25 år. Jubilæet fejres i Frederikshavn til Foreningernes Dag kl. 11-14.
Natteravnene står med deres pavillon i gågaden i Frederikshavn, hvor de deler kagemand ud (først til mølle) og serverer varm/kold kakao, saft og slik fra kl. 11.
- Kom og besøg os og hør lidt om, hvordan det er at være Natteravn, og hvad vores formål er, opfordrer en af tovholderne, Lillian fra Natteravnene.
Natteravnene skaber tryghed, nærvær og trivsel og er medvirkende til at forebygge vold og hærværk.
- Natteravnene Frederikshavn er en frivillig forening, der selv skal finde midler til den daglige drift. Vi vil derfor gerne sende en tak til vores sponsorer – uden dem har det ikke været muligt at arrangere denne dag og kunne leve op til vores formål, fortsætter Lillian.
Natteravnene i Frederikshavn er frivillige voksne, der i de sene aften- og nattetimer går en tur i gademiljøet, typisk fredage og lørdage, hvor de unge er i byen, men også til andre større arrangementer og til folkeskolens sidste skoledag. Natteravnene kan kendes på deres gule jakker og de færdes altid i hold på 3 personer.
Natteravnenes hovedformål er at være gode rollemodeller for de unge, og ved deres blotte tilstedeværelse at skabe tryghed og dialog mellem unge og voksne.
Ved jubilæumsarrangementet i gågaden vil der blive overrakt diplomer til hele 10 natteravne for at have været aktive i henholdsvis 10, 20 og 25 år.